Horizont Vinduer bygger på erfaring
Nyt selskab med 70 rutinerede medarbejdere har startet produktion af energirigtige trævinduer med udvendige aluminiumsprofiler.
Horizont Vinduer A/S er en ny virksomhed, der ejes af ITH Industri Invest og Inwido Danmark i fællesskab.
Det nye selskab skal dels sælge og producere Horizont-vinduet og dels være underleverandør til Inwido, der er en af Skandinaviens største vindues- og dørproducenter.
Gode muligheder
Baggrunden for etableringen af Horizont Vinduer er et dansk marked med gode muligheder for afsætning af kvalitetsvinduer, der kan produceres og leveres hurtigt.
Horizont Vinduer har et velfungerende produktionsapparat og ikke mindst medarbejdere med stor erfaring fra produktion af vinduer.
- Tidligere medarbejdere fra vinduesfabrikken i Herning har vist stor interesse for at blive en del af den nye virksomhed, og det har betydet, at vi kan bygge Horizont Vinduer op på et stort og meget værdifuldt erfaringsgrundlag, siger direktør Carsten Bo Pedersen i Horizont Vinduer.
Knastfrit og aluminium
Horizont-vinduet kombinerer de bedste egenskaber fra to materialer.
Udvendigt er træet beklædt med vedligeholdelsesvenlige, pulverlakerede aluminiumsprofiler, der beskytter mod vind og vejr, mens det knastfri kernefyrretræ fremstår frit og naturligt indvendigt.
Ramme og karmkonstruktionen har en høj isoleringsevne og overholder dermed bygningsreglementets nye energibestemmelser. Desuden produceres Horizont-vinduet med en ny standard i form af en varm kant i lavenergiruderne. Den formindsker dugdannelser på den indvendig side og bidrager yderligere til god isolering.
Kilde: Pressemeddelelse fra Horizont Vinduer A/S.