B2B-handlen i top med produktivitet
Den danske B2B-handel er i den absolutte top, når det handler om at fastholde høj produktivitet. Det fremgår af en ny økonomisk analyse fra Erhvervs- og Vækstministeriet.
I B2B-handel er ca. 65 pct. af virksomhederne vedvarende højproduktive og mindre end 5 pct. vedvarende lavproduktive. I den anden ende af skalaen er videnservice, hvor omkring 50 pct. af virksomhederne er vedvarende lavproduktive og kun 2-3 pct. vedvarende højproduktive.
Hos DI Handel glæder man sig over analysens resultater, men for branchedirektør Lars William Wesch er det ikke overraskende, at B2B-handelen klarer sig godt:
- Billedet stemmer godt overens med vores egne større analyser af B2B-handlen i de senere år. Den bekræfter, at man i store dele af B2B-handlen har arbejdet målrettet med at styrke egen effektivitet og værdiskabelse – naturligvis affødt af konkurrencen om de professionelle kunder, siger branchedirektøren.
Effektiviseringen optrappes
Analysen dækker perioden frem til 2008 og tegner derfor ikke et aktuelt billede af forholdene. Men ifølge Lars William Wesch vil en aktuel sammenligning af sektorerne blot styrke B2B-handlens position i feltet, fordi effektiviseringsindsatsen er blevet yderligere optrappet de senere år.
- Der er altid plads til forbedringer af produktiviteten, men nu har vi nye tal for, at vi i Danmark har en særdeles effektiv handels- og distributionssektor, som bidrager til at styrke effektiviteten hos kunderne i industrien og byggeriet, siger han.
Læs hele rapporten på www.evm.dk
Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk