23948sdkhjf

38 brands viser de cirkulære talenter

Igen i år står den nationale designklynge Lifestyle & Design Cluster bag en af de store fællesudstillinger, når 3 Days of Design i næste uge løber af stablen.

Blandt 70 ansøgere er 38 brands kurateret til udstillingen Circular Furniture Days, hvor de hver især vil fremvise deres bud på mere cirkulære løsninger, og årets udstillerliste rummer både små og store virksomheder, der viser designs baseret på cirkularitet, forskellige former for genanvendelse, upcycling, holdbarhed, social ansvarlighed, sporbarhed og innovation.

– Udstillerne er allerede på vej væk fra lineære til mere cirkulære forretningsmodeller, hvor produkter er designet og produceret med optimering af ressourcerne, siger direktør i Lifestyle & Design Cluster, Betina Simonsen.

Til årets udstilling er deltagerne udvalgt med fokus på fem temaer, nemlig ”Design for cirkularitet”, ”Sourcing af materialer”, ”Produktion og distribution”, ”Brug” samt ”Genanvendelse og genbrug”.

Derfor vil man på udstillingen kunne møde møbler produceret ved hjælp af blandt andet genbrugsmaterialer, eller hvor design sikrer minimalt eller intet spild i møbelproduktionen. Hertil kommer innovativ genbrug af andre materialer, nye forretningsmodeller, take back-løsninger og mange flere inspirerende eksempler.

– Nogle er langt, andre er netop startet på processen, men alle udstillerne har taget et valg og et ansvar for fremtiden, siger Betina Simonsen.

I forbindelse med udstillingen afvikles desuden en række ”talks” over aktuelle emner, hvor en række eksperter på området kommer omkring følgende.

·Hvordan vil EUs Eco-design-direktiv påvirke fremtiden?

·Eg og møbler. Er der en levedygtig fremtid? - (VIA University College)

·Sælg to gange, fremstil én. Potentialet i gensalg for møbelindustrien

·Potentialer og udfordringer med plast-genanvendelse

·Tech-morgen. Hvordan ændrer teknologi vores forhold til møbler?

·Alternativer til animalsk læder

·Fremtidens arbejdspladser (Design Denmark)

– De inspirerende talks og de mange møder mellem brands er en væsentlig del af den videns- og erfaringsudveksling, som Circular Furniture Days også skaber. Fra tidligere år ved vi, at det har skabt nye og værdifulde samarbejder mellem brands, siger Betina Simonsen.

Udstillingen finder i år sted i rammerne af Lifestyle & Design Clusters iværksættermiljø Lifestyle Lab i Designmuseum Danmarks ”Villa”, Bredgade 74 i København.Der er gratis adgang til udstillingen, der er åben alle dage fra kl. 9-17

Redaktionen/tib

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141