23948sdkhjf

480 udstillere klar til Formland

Trods færre udstillere end sidste år er forventningerne høje forud for Formland Autumn 2012. Møbelbranchen er med for anden gang, når messen åbner torsdag.
Når dørene åbner 9. august til Formland i Herning, står 480 udstillere fordelt i 10 messehaller klar til at tage imod besøgende fagfolk fra op mod 30 lande.

Det er væsentligt færre end sidste år, hvor 584 virksomheder udstillede. Alligevel ser Marianne Jensen, der er formand for brancheforeningen FAGA, lyspunkter forud for årets anden og sidste Formland-messe:

- Det er glædeligt og positivt at se, at så mange faste udstillere i kombination med 94 helt nye udstillere vælger at satse på Formland. Det viser, at der trods svære tider er masser af vilje og udviklingslyst i branchen, siger hun.

Satser behårdt på Formland
Blandt de 94 nye udstillere på Formland er svenske String Furniture. Og de har et helt klart formål med at deltage på messen i Herning.

- Vi satser benhårdt på det danske marked, og her er Formland den bedste indgang til at komme i kontakt med de danske aktører. Mange af vores eksisterende samarbejdspartnere er også med på Formland, og messen er et godt sted at komme i dialog med vores nordiske kolleger, fortæller indehaver Peter Erlanden.

Finn Juhl hyldes på Formland
Den danske møbelbranche havde sin debut på Formland i august sidste år – og branchen er med igen på Formland Autumn 2012 i hal F. Flere interessante møbelleverandører har givet tilsagn, herunder Onecollection, Snedkergaarden Them, Nielaus, Søren Lund, dk3 og 8000c.

Udover spændende udstillere venter der massevis af oplevelser i hallen. Den internationalt anerkendte danske møbeldesigner, Finn Juhl, kunne her i 2012 være fyldt 100 år, og det markeres med en særlig Finn Juhl-udstilling. Bag udstillingen står Ringkøbing-virksomheden OneCollection, der i dag har rettighederne til Finn Juhl.

Besøg desuden trendzonen Furniture Space, som er udviklet i samarbejde med den kreative duo Fly + Helsted. Trendzonen indrettes i fire kreative oplevelsesområder, der pirrer sanserne, byder på uventede overraskelser og giver brugbar inspiration til spændende konceptuelle butiksindretninger.

Øger fokus på udenlandske gæster
Formland har generelt et godt tag i gæster udenfor Danmark. 16 procent af august-messens besøgende kommer fra udlandet, og det skal der bygges videre på.

Derfor har Formland i samarbejde med udstillere inviteret en række udenlandske VIP-gæster. I alt 71 professionelle indkøbere fra Norge og Sverige bliver fløjet til Formland i Herning for at besøge messen.

- Målet er at få endnu flere udenlandske indkøbere til messen. Det vil udbrede kendskabet til både messen og regionen, og vi har oplevet en overvældende interesse for Formland, siger direktør i MCH, Lars Jespersen, som glæder sig til at byde de udenlandske gæster velkommen i Herning.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078