Import af arbejdskraft ingen døgnflue
Danske virksomheder lider under mangel på medarbejdere. Flere arbejdsgiver-foreninger spår, at importen af arbejdskraft vil vare ved mange år fremover.
- Vi skal vænne os til, at dansk økonomi er afhængig af udenlandsk arbejdskraft. Vi har simpelthen ikke folk nok til at dække virksomhedernes behov, siger Michael Svane, direktør i Handel, Transport og Servicefagenes Arbejdsgiverforening, HTS-A, til Berlingske Tidende ifølge DR/Penge.
Op til flere danske virksomheder står i øjeblikket med akut mangel på arbejdskraft.
- Import af udenlandsk arbejdskraft bliver ikke et kortvarigt fænomen. Vi skal indstille os på en mere multikulturel situation på arbejdsmarkedet, siger Poul Erik Pedersen, formand for Dansk Handel & Service, ifølge DR/Penge.