Svensk møbelproducent konkurs
Seks ugers arbejde med en rekonstruktion er nu opgivet for svenske Karlit Group, som har indgivet en konkursbegæring efter et afbrudt samarbejde med IKEA.
Det skriver det svenske nyhedsmedie woodnet.se.
Karlit Group meddelte selv i slutningen af juni, at koncernen arbejdede på en rekonstruktion, efter IKEA i februar opsagde en leveringsaftale om skabsdøre.
Ifølge woodnet.se afsatte Karlit Group 95 procent af produktionen til netop IKEA, og det er altså ikke lykkes at finde en gangbar og fremadrettet model for koncernen, som beskæftigede omkring 180 personer med en omsætning på 600 mio. SEK (540 mio. kr.).
I alt skulle omkring 300 leverandører have krav til gode i Karlit Group for op mod 80 mio. SEK (72 mio. kr.).