23948sdkhjf

Køkkenfirma taber 54 millioner – og det er helt efter planen

Det koster penge at tjene penge. Står den gamle læresætning til troende, kan køkkenvirksomheden Reform godt indstille sig på en storslået fremtid.

I hvert fald afslører et nyt regnskab fra ejerselskabet Reform Group Holding, at virksomhedens fokus på vækst og skalering stadig koster massive summer.

– Det koster penge, når man har fokus på at drive toplinje og samtidig skal bygge en hel organisation op fra tæt på ingenting til en hel masse. Jeppe Christensen, medstifter af Reform.

Det underskud, der i 2020 lød på 13,8 mio. kr., er det forgangne år vokset til et minus på 54,2 mio. kr. efter skat, og af den nye årsrapport kan man læse, at det er helt i tråd med ledelsens forventninger.

Reform blev stiftet i 2014, og parterne bag har aldrig lagt skjul på, at ambitionerne var både store og verdensomspændende. Da 2020-regnskabet landede forklarede medstifter Jeppe Christensen, at de tabte millioner ingenlunde var noget, man lod sig gå på af.

– Vi vil gerne omsætte for milliarder, og hvis man skal nå det inden for en relativt kort periode, er vi nødt til allerede nu at sikre, at vores organisation og forsyningskæde kan følge med. Det investerer vi i, og derfor taber vi en masse penge. Men vi gør det med glæde, lød det i fjor.

Den dugfriske årsrapport viser, at der i den grad er investeret i organisationen det seneste år, hvor antallet af fuldtidsansatte er vokset fra 66 til 186.

Har trukket store investeringer

Og holdet hos Reform er ikke de eneste, der tror på foretagendet. Siden 2020 har virksomheden ad to omgange landet investeringer for mere end 250 mio. kr. fra blandt andet Vækstfonden og senest købte franske Experienced Capital sig ind i april i år.

– Det koster penge, når man har fokus på at drive toplinje og samtidig skal bygge en hel organisation op fra tæt på ingenting til en hel masse. Derfor har vi også længe vidst, at vi skulle have en finansiel partner med ombord, fortalte Jeppe Christensen i den forbindelse.

Han satte i samme ombæring ord på den fortsatte ekspansion, der er på tegnebrættet hos virksomheden, som i dag har 12 showrooms, heraf to i Danmark.

– Fra 2023 er planen, at vi årligt åbner 10-12 showrooms i USA, og med det tempo, vi har på i dag, regner vi med at ramme milliardomsætningen inden for en overskuelig årrække. Ambitionen er at runde milliarden i 2025, lød det.

I årsrapporten kan man læse, at Reform i indeværende år barsler med åbningen af fem nye showrooms, og således er investeringer fortsat højt på dagsordenen. På bundlinjen lyder forventningerne til året på et mindre minus end det netop præsenterede, og går alt efter planen, kan det blive sidste år med røde tal på bundlinjen for den fremadstormende køkkenvirksomhed.

– Vi står overfor en transformation, hvor vi hidtil har været meget toplinjefokuserede, og nu skal vi snart til at kapitalisere og tjene penge. Derfor øger vi nu vores fokus på at blive en profitabel forretning, og vi arbejder hårdt henimod at være det i 2023, fortalte Jeppe Christensen i april.

Reform Group Holding ApS
Regnskabsår 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 21,018 20,937
Resultat før skat - 53,712 -15,175
Årets resultat -54,229 -13,799
Status balance 108,555 56,380
Egenkapital -48,608 6,217
Gns. antal ansatte 186 66
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: Reform
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.427