Hansen Møbler indtager USA
Hansen Møbler indtager det amerikanske møbelmarked med en butik i Fort Lauderdale. Virksomhedens navn bliver i USA skiftet ud med Nordic Interior. Målet på længere sigt er at udvide med flere butikker i hele Florida.
Jørgen Hansen har indgået samarbejdsaftale med et dansk-amerikansk ægtepar om at åbne en møbelbutik i Fort Lauderdale i Florida, hvor begge parter ejer halvdelen hver.
- Vi satser på at omsætte for 25-30 mio. kr. allerede det første år i butikken, som har fået navnet Nordic Interior. Vi leverer møbler efter amerikansk smag både i den dyre ende og den lidt lavere ende af prisskalaen, siger møbelhandler Jørgen Hansen til avisen.
Møblerne, der skal sælges på det amerikanske marked, produceres og leveres af både amerikanske og danske møbelproducenter.
Hansen Møbler satser ikke på at åbne møbelbutikker i andre lande. Først skal det amerikanske marked prøves af. Målet er fremover at åbne fem-seks møbelbutikker i hele Florida, informerer avisen.