23948sdkhjf

Gulvproducent skifter fokus efter bundlinjen er ganget med 60

På direktørkontoret hos østjyske Hørning Parket er adm. direktør og medejer Peter Vissing i øjeblikket ved at justere kikkertsigtet. 

Efter to år med tårnhøj efterspørgsel og ditto råvarepriser indstiller gulvproducenten sig nu på igen at skulle til at kæmpe om kunderne, og ifølge direktøren skal slaget vindes via øget synlighed. Noget, der ikke har været nødvendigt at koncentrere sig stort om de sidste par år.

– Når en virksomhed vil vækste, plejer vi at sige, at det handler om salg, salg, salg. Sidste år sagde vi i stedet, at det handlede om indkøb, indkøb, indkøb, for det var afgørende, at vi var varelikvide, fortæller Peter Vissing, der for nyligt kunne se resultatet af anstrengelserne tegne sig sort på hvidt.

I årsrapporten for 2021 er bundlinjen ganget med 60, og det overskud, der i 2020 beløb sig til 128.576 kr. før skat, lyder nu på 7,8 mio. kr.

– Den har desuden haft stort fokus på at finde alternative løsninger til vores kunder, forklarer Peter Vissing, der siden 2016 har bestredet direktørposten hos Hørning Parket.

Har man varer, har man forretning

Og også hans syvende år ved roret er startet i god fart, beretter Hørning-direktøren.

– Indtil videre er vi fortsat, der hvor vi slap, og vi er ikke begyndt at opleve en afdæmpning, vurderer Peter Vissing, der dog forventer, at afdæmpningen kommer.

– Jeg tror, det ville være naivt at forestille sig, at det høje niveau på efterspørgslen holder. Der vil komme en opbremsning, men som en 100 år gammel virksomhed har vi jo før oplevet konjunkturudsving, så det skal vi nok tilpasse os, siger han.

Ifølge Peter Vissing er der desuden en væsentlig forskel på situationen i dag og på tidligere nedgangstider.

– Med invasionen i Ukraine blev riften om råvarerne igen skærpet, så det specielle er nu, at knapheden på råvarer er så udtalt, at har man varer, så har man også forretning, forklarer direktøren.

Og varer har Hørning Parket efterhånden god erfaring med at sikre sig.

– Vi har nogle meget tætte relationer i vores leverandørkæde, som vi har opbygget over mange år. Forretning er jo på mange måder også følelser, så forretningsmæssig loyalitet peger begge veje, og de relationer er nogle, vi har nydt godt af de sidste år, forklarer han.

Salg, synlighed og bæredygtighed på programmet

Samtidig understreger Peter Vissing, at ordrebogen i det østjyske er godt fyldt, ligesom Hørning Parkets position i markedet giver grund til fortsat at forvente nok at lave på fabrikken.

– Hos Hørning laver vi ”floors for generations”, og vores gulve bliver leveret til byggerier, der lever i generationer. Det kan være museer, teatre og lufthavne, og det er typisk byggerier, der ikke er så påvirket af konjunkturerne, forklarer direktøren.

Hovedparten af omsætningen henter virksomheden på projektmarkedet, men selvom Peter Vissing altså forventer, at der også i de kommende år vil blive projekteret prestigeprojekter, der kunne rumme et trægulv fra Hørning, medgiver han, at hovedopgaven snart ser ud til at skifte karakter.

– Vi er – lidt i sjov, lidt i alvor – ude at sige til vores medarbejdere, at nu har vi i en lang periode ekspederet, men nu skal vi til at sælge, fortæller direktøren der dermed igen tilslutter sig den oprindelige opskrift på vækst, nemlig "salg, salg, salg".

– I den kommende tid skal vi holde vores fokus på at udvide kendskabet til forretningen. Vi er stadig præget af, at vores navn tilsiger, vi er en parketgulvs-virksomhed, men i mange år har vi været meget mere da vort produktprogram omfatter alt fra klodsegulv til store massive planker, lyder det.

Samtidig skal Hørning Parket fortsat udvikle bæredygtige løsninger og sikre et bredt spektrum af miljødeklarationer, herunder EPD og Eurofins certificeringer. 

–Vi sætter en ære i at være et kompetencecenter for rådgivere og kunder, fortæller Peter Vissing og understreger, at der også skal sættes yderligere ressourcer ind på at skabe synlighed omkring det felt. 

HØRNING PARKET A/S
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 20,244 15,232 14,207
Resultat før skat 7,812 0,128 2,928
Årets resultat 6,258 0,030 2,099
Status balance 24,592 19,418 16,890
Egenkapital 9,146 5,388 8,355
Antal ansatte 20 20 18
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: Hørning Parket gulve
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.438