Duba-B8 i fremdrift i Asien
Den midtjyske producent af kontormøbler har valgt at følge med kunderne ud på de asiatiske vækstmarkeder, og det går indtil videre over al forventning.
Bjerringbro-virksomheden har længe leveret kontormøbler til en række af Skandinaviens største koncerner, og eftersom flere af disse lægger betydelige ressourcer i udvikling på de asiatiske markeder, valgte Duba-B8 tidligere på året at åbne kontor i Singapore.
- Kunderne er i centrum for alt, hvad vi gør. Hvor de er, skal vi også være, hvis vi fortsat vil være deres vigtigste leverandør. De store virksomheder vokser ikke så hurtigt i Europa i disse år. Det gør de til gengæld i Asien, og derfor har vi valgt at rykke med derud, fortæller forretningsudviklingschef Hans Christian Laursen om tiltaget, der indtil videre ligner en succes.
- Vi startede op i vinter med at sende en mand ud i 14 dage ad gangen. Nu har vi to mand fast i Singapore. Det går væsentligt bedre, end vi havde forudset, siger han til Wood Supply.
Stort potentiale
I første omgang er strategien at servicere de store skandinaviske kunder, når de skal have møbler til deres kontorer i Asia Pacific-regionen. Men på længere sigt er det ikke umuligt, at Duba-B8 udvider satsningen.
- Potentialet er stort. Vi oplever, at vi faktisk godt kan konkurrere og gøre os gældende derude, og vi har tilmed vundet ordrer hos lokale virksomheder, siger Hans Christian Laursen.
Duba-B8-chefen fremhæver her den Singapore-baserede virksomhed Greenpac, der købte alle møblerne til sit nye domicil i Bjerringbro. Greenpacs domicil er Asiens mest bæredygtige målt på total cost ownership, og projektet er således noget af en fjer i hatten for Duba-B8.
- Vi er både stolte og overraskede over, at vi kan gøre os gældende i konkurrence mod lokale producenter på trods af, at vi producerer i Danmark til danske lønninger. Især i lyset af, at det, vi vinder på, er miljø, design og kvalitet, fremhæver Hans Christian Laursen.
På nuværende tidspunkt er det dansk producerede varer, der sendes til kunderne i Østen. Men inden for en overskuelig fjern fremtid er målet at finde lokale samarbejdspartnere, der kan honorere Duba-B8’s krav til blandt andet kvalitet og leveringssikkerhed.