23948sdkhjf

Møbelduo genbruger succeskoncept i nyt setup

Efter seks år hos Holmris B8 er Jacob Hansen vendt tilbage til det, der i første omgang blev hans vej ind i den store møbelkoncern; brugte kontormøbler.

Sammen med Thomas Therkelsen har han stiftet 10R Circular Office, der beskæftiger sig med køb, istandsættelse og salg af brugte kontormøbler, og for nogle vil såvel navn som beskæftigelsesområde klinge velkendt. Jacob Hansen var nemlig en del af duoen bag 3R Kontor, der i 2016 blev solgt til Holmris B8, og nu er han altså vendt tilbage til rødderne, hvor der i mellemtiden er kommet lidt flere r’er på tapetet.

– Navnet er jo lidt en hommage til vores gamle foretagende. Dengang hed vi 3R, på grund af den daværende model for cirkularitet, der handlede om af ”Reduce, Reuse, Recycle”, men der er sket en del siden, og nu er vi altså helt oppe på 10 r’er, fortæller Jacob Hansen til Wood Supply.

Blandt de nye ord i modellen findes ”Repair”, ”Refurbish” og ”Redesign”, og ifølge Jacob Hansen er særligt istandsættelsen i fokus hos 10R.

– Her har vi blandt andet samarbejdet med et firma i Holland, der er virkelig dygtige til de her processer omkring adskillelse og ompolstring, og der har vi fået inspiration til vores eget setup, hvor vi allerede kører flere 100 stole igennem om måneden, fortæller han.

En sjov blanding

Virksomheden blev stiftet 1. december 2021, og Jacob Hansen glæder sig over, at en del kunder allerede har fundet vej til onlineforretningen, der fysisk har slået sig ned med omkring 1.000 kvm lager i østjyske Brædstrup.

– Og det er en sjov blanding af kunder. Vi har både de private, og små og store virksomheder, og vi har også allerede fået et par ordrer fra det offentlige, forklarer medstifteren.

10R modellen for cirkulær økonomi

10R modellen fokuserer på at prioritere regenererende ressourcer, forlænge produkters levetid og benytte affald som en ressource. De 10 pricipper lyder. 

  • Refuse
  • Reduce
  • Rethink
  • Reuse
  • Repair
  • Refurbish
  • Remanufacture
  • Repurpose
  • Recycle 
  • Recover

10R Circular Office

Dermed sætter han også ord på en af de væsentligste grunde til bruddet med Holmris B8, som både han og Thomas Therkelsen blev en del af, da 3R blev solgt.

– I et stykke tid har vi begge to haft lyst til at vende tilbage til noget mere ”rent”, hvis man kan sige det sådan – et lille setup, hvor det kun er de brugte kontormøbler, vi fokuserer på. Fordi Holmris B8 er så stor en virksomhed, er der også primært fokus på de store serier, og i det setup kan privatkunder ikke håndteres, men vi har altid syntes, at det var sjovt at sælge til alle, og vi kunne også se god business i de små kunder, forklarer Jacob Hansen.

En niche med vækstpotentiale

I skrivende stund beskæftiger virksomheden udover de to stiftere endnu en fuldtidsansat samt tre fleksjobbere, og starten er således gået bedre, end duoen havde turdet håbe på.

– Vi har virkelig fået en flyvende start, og vi forventer, at vi kommer ud af første regnskabsår med plus på bunden – så må vi se, hvor stort det kan blive, lyder det.

Og selvom Jacob Hansen gerne så, at staben i år vokser med en mand eller to, understreger han, at væksten skal foregå i et ”fornuftigt tempo”.

– Når det kommer til brugte møbler, skal man passe på med at forcere tingene. Det skal foregå i et tempo, hvor vi kan følge med, og vi skal ikke blive større, end at vi stadig er en nichevirksomhed, fastslår han.

Beslutningen om at fastholde nichepræget er ifølge Jacob Hansen også noget, der kan være med til at differentiere den unge virksomhed i et marked, hvor stadigt flere tilbyder brugte kontormøbler.

– For de fleste er det en sideforretning, mens hovedforretningen er nye møbler, men vi vil gerne holde os til det brugte, og i den niche vil vi være de bedste til at komme med de rigtige bud og de bedste til at istandsætte, lyder ambitionsniveauet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093