JKE-jubilar fejrer 25 år på fabrikken
Brian Matthiassen, som er uddannet maskinsnedker, har helt styr på sit 25-års jubilæum, som er lige rundt om hjørnet hos køkkenvirksomheden JKE i Jerslev. Han startede nemlig i snedkerafdelingen lige efter endt barselsorlov med sin søn for 25 år siden. Køkkenvirksomheden i Jerslev er godt og vel dobbelt så gammel.
Da Brian Matthiassen havde første arbejdsdag ved JKE i september 1997 var det ikke mange fyrtræslåger, han nåede at få mellem hænderne, før de ellers så populære låger røg ud i glemslen. Det skete til fordel for især de hvide køkkenlåger, som med lynets hast indtog de danske hjem.
Nu er træet og andre materialer med en bæredygtig profil er tilbage, og i dag er det blandt andet Brian Matthiassens store hånd og trænede øje, der gennemgår hver eneste massive trælamel, som bliver brugt til JKE’s klassiske køkken, Nordic Multifront.
Brian Matthiassens glæde ved at arbejde med træ og køkkener i samarbejde med gode kolleger er imidlertid den samme som dengang i slut 90’erne.
– JKE er en god arbejdsplads, hvor der stadig er en del af mine kolleger, som har været her i rigtig mange år. Og vi tager os pænt af nye medarbejdere med besked om, at de skal huske at sige til – eller fra – hvis snakken bliver for indforstået. Vi har en fri tone her, siger Brian Matthiassen med et bredt smil.
Stolt af sit arbejde
Han er stolt af de køkkener, som forlader fabrikken i Jerslev for at blive solgt i 88 butikker i Danmark, Norge, Sverige og på Island.
– Jeg kan godt lide tanken om, at de køkkener, som jeg er med til at lave, betyder noget i hverdagen for mennesker i hele Norden. Jeg synes, at vi laver rigtig pæne produkter i en fin kvalitet. JKE er altså god til at finde på nyt, så vores ikke ligner alle de andre køkkener. Og et nyt køkken samler familie og venner. Det er en god tanke, som jeg tit får, siger Brian Matthiassen.
Brian Matthiassen er blandt de 16 medarbejdere hos JKE, der i de seneste to år har kunnet fejre fra 10 til 35-års jubilæum.
– Dygtige og erfarne medarbejdere som Brian Matthiassen er med til at gøre JKE til en ganske særlig virksomhed, hvor høj faglighed, stærke værdier og et godt sammenhold trives, siger Freddy Lauridsen, som er adm. direktør for JKE.