23948sdkhjf

Handelsbanken forudser minusvækst næste år i Danmark

Ifølge Handelsbankens prognose vil højere inflation og højere renter tvinge dansk økonomi i bakgear næste år

Dansk økonomi går en svær tid i møde, hvis man skal tro Handelsbankens økonomer, der onsdag har udgivet en ny prognose.

Den siger nemlig, at vi næste år vil opleve en negativ bnp-vækst på 0,7 procent - altså at økonomien bevæger sig baglæns.

Det er først og fremmest inflationen, der vil bremse væksten. Handelsbanken tror ikke, at prisstigningerne har toppet endnu, og når den gør det, vil den være længere tid om at vende tilbage til normalen igen.

Det betyder, at danskernes købekraft bliver væsentligt forringet, samtidig med at centralbankerne hæver renterne i forsøget på at slå inflationen ned.

De stigende renter vil sætte sig i boligpriserne, som forventes at falde med mellem 15 og 20 procent på landsplan, og det vil igen få mange til at holde igen med forbruget.

Det kombineret med svækkede eksportmarkeder fører alt i alt til, at vi ifølge Handelsbanken vil skulle igennem en periode på mindst fire kvartaler med negativ vækst.

- Det er fortsat vores forhåbning, at vi vil se en vis bedring i økonomien igen i løbet af 2023, men vi må også erkende, at usikkerheden om de økonomiske udsigter lige nu er betydelig, hvor blandt andet Europas håndtering af energikrisen nok kommer til at få afgørende betydning, skriver cheføkonom Jes Asmussen i en kommentar til prognosen.

Senere onsdag præsenterer Nationalbanken sin prognose for dansk økonomi.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.075