23948sdkhjf

Manden bag træpillefirma har snydt folk på stribe

Anders Pinderups aktiviteter har haft store konsekvenser for kunder, leverandører og andre erhvervsdrivende. Her er historien bag den omstridte træpillesælger

Han vil satse stort på træpiller og på kort tid etablere en fabrik, der kan producere og sælge træpillerne til halvdelen af, hvad stort set alle andre tager for samme vare.

Det er da også lykkedes for 36-årige Anders Pinderup at skabe så megen hype om sin kommende træpillefabrik, Pinderup Træpiller, at 900 kunder har lagt ordrer hos ham for over fire millioner kroner.

Uden at Anders Pinderup har kunnet fremvise en eneste træpille, og før produktionen overhovedet er kommet i gang.

Nu kan Nordjyske på baggrund af interviews med over 20 forskellige kilder og en række dokumenter afsløre, at manden bag Pinderup Træpiller slæber et omfattende spor af snyd og ubetalte regninger efter sig.

Og han har gjort det flere forskellige steder i landet - og under mindst fem forskellige navne.

Snød firma i Egå

Fra sin computer hjemme i Egå ved Aarhus har Lars Sode de seneste dage forsøgt at advare mod Anders Pinderup.

Lars Sode fortæller, at Anders Pinderup og hans hustru Tine Pinderup tilbage i 2019 snød ham for 48.000 kroner.

Efter flere forgæves forsøg på at få sine penge tilbage havde Lars Sode egentlig lagt sagen på hylden for en stund. Men så dukkede Pinderup-parret pludselig op igen.

- Jeg var i gang med at undersøge mulighederne for selv at importere træpiller, da jeg stødte på nogle historier om firmaet Pinderup Træpiller. Det går op for mig, at ham ved jeg da godt, hvem er. Det er ham, der skylder mig en masse penge. Han har bare skiftet efternavn, siger Lars Sode.

Lars Sode lever af at opkøbe og sælge brugt værktøj gennem sin virksomhed Usedtools4u i Egå. Værktøjet finder han blandt andet gennem forskellige salgsgrupper på Facebook. Det var også her, at han i sommeren 2019 stødte på Anders Pinderup, der dengang brugte et andet efternavn.

Han annoncerede med et stort restparti værktøj fra producenten Einhell.

- Vi snakkede sammen, og alt virkede helt fint. Han sendte mig så en faktura, hvor der kun stod hans navn på og ikke noget CVR-nummer. Så jeg skrev til ham, at den kunne jeg ikke bruge, fortæller Lars Sode.

Falsk CVR-nummer

Anders Pinderup vendte tilbage med en ny faktura. Denne gang stod den store værktøjsproducent Einhell Danmark som afsender. Anders Pinderup havde også sat Einhells CVR-nummer på fakturaen, som Nordjyske er i besiddelse af.

- Firmanavn og CVR-nummer stemte, og han havde også sendt et billede af sit kørekort til mig. Så alt så fint ud, og jeg endte desværre med at falde i, siger Lars Sode.

Men de 12 paller med værktøj kom aldrig frem til Lars Sode i Egå.

- Han blev ved med at komme med undskyldninger for, hvorfor leveringen var blevet udskudt. Til sidst var det slet ikke muligt at komme i kontakt med ham, siger Lars Sode.

Han endte med at anlægge en civil sag mod ægteparret Pinderup. Nordjyske har set dommen fra Retten i Kolding, der blev afsagt 28. november 2019.

Dømt for bedrageri

Her kan man læse, at Pinderup-parret – der dengang hed Bengtson til efternavn – erkender, at de skylder Lars Sode beløbet, der siden er løbet op i 56.000 kroner med inkassogebyr, sagsomkostninger og renter.

Men trods det har Lars Sode endnu ikke fået en krone. Ifølge Lars Sode er der siden løbet flere renter, stævningsgebyrer og advokatomkostninger på beløbet, så parret nu skylder ham lidt over 85.000 kroner.

- Jeg har hevet dem i fogedretten to gange siden, og hver gang hævder han (Anders Pinderup red.), at han ikke ejer noget. Så jeg har meget svært ved at se, hvordan han kan opstarte en træpillefabrik til to millioner kroner, siger Lars Sode.

Lars Sode har tænkt sig at gøre et nyt forsøg på at få sine penge hjem, hvis Pinderup Træpiller får gang i produktionen.

- Det er ikke så meget beløbet. Det er princippet. For jeg kan jo se, hvordan de snyder folk igen og igen. De skal stoppes, så de ikke får snydt flere, siger Lars Sode, der også har meldt Pinderup-parret til politiet for bedrageri.

Det er ikke første gang, at det sker.

I 2018 førte en politianmeldelse fra en række bilforhandlere til, at Anders Pinderup - der dengang brugte et andet navn - fik en ubetinget dom for bedrageri. Han havde snydt bilforhandlerne for 1,6 millioner kroner.

Gennem tiden har Anders Pinderup brugt flere forskellige navne, hvilket har ført til forvirring blandt kreditorer og myndigheder. Ifølge Nordjyskes oplysninger er en tidligere navnebror blevet stævnet for i alt 250.000 kroner, alene fordi han tidligere har delt navn med Anders Pinderup.

Han ønsker ikke at medvirke i denne artikel.

Derfor bringer vi historien

  • Når Nordjyske bringer historien om Anders Pinderups blakkede fortid og forretningsmetoder, er det af hensyn til offentlighedens interesse.
  • Anders Pinderup har - allerede inden produktionen er kommet op at køre - solgt træpiller for over fire millioner kroner til cirka 900 kunder rundt om i landet.
  • Det har han gjort til halvdelen af markedsprisen på et tidspunkt, hvor prisen på træpiller er eksploderet og har sendt desperate bolig-ejere med pillefyr på jagt forud for vinteren.
  • Vi mener, at de mange kunder, som allerede har bestilt træpiller hos Pinderup Træpiller, eller som overvejer det, har krav på at vide, at manden bag firmaet står bag en lang række tilfælde af snyd, der har kostet både privatpersoner og forretningsdrivende betydelige beløb.
  • Sager, der strækker sig helt frem til for nyligt.
  • Da Anders Pinderup fastholder sine planer om at etablere træpillefabrik i Nordjylland, fortsætter vi med at dække sagen i den kommende tid.

Peter Simonsen, erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus

Får bunker af inkassobreve

Indtil fredag i sidste uge var Pinderup Træpiller ejet af selskabet Fam3d Filament. Et firma stiftet af Anders Pinderup, og som under mange forskellige navne har beskæftiget sig med alt fra murerforretning til dyrehandel og vejgodstransport.

I 2015 var Anders Pinderup i fogedretten med firmaet, der dengang hed Ditdyr. En virksomhed i Åbyhøj havde ikke fået betaling for det kasseapparat, den havde leveret.

Anders Pinderup oplyste i fogedretten, at han havde videresolgt kasseapparatet, og at pengene var gået til indkøb af mad. Han fortalte også, at han havde en gæld på cirka en million kroner ”på grund af diverse forretningseventyr,” og at han havde søgt om kontanthjælp.

Anders Pinderups firma, der i dag hedder Fam3D Filament, er flere gange flyttet med adresser i både Søllested på Lolland, Snedkersten og Helsingør i Nordsjælland.

Senest holdt firmaet til i Jelling, og her står det fortsat registreret, selvom familien Pinderup i dag er bosiddende i Flauenskjold.

På virksomhedens gamle adresse i Jelling bor Christian Jæger. Han har ikke nogen tilknytning til selskabet Fam3D Filament eller Anders Pinderup.

Alligevel har han i mere end et år modtaget bunker af rykkere og inkassoindkaldelser, der er stilet til Fam3D Filament og personerne bag.

- Det første halve år fik vi post til dem hver eneste dag. Der har også været folk fra inkassofirmaet ude og banke på, fordi de tror, at Anders og Tine (Pinderup red.) bor her. Det er ikke særlig fedt. Man kan aldrig vide, hvornår der kommer nogen rendende igen, siger Christian Jæger.

Han har adskillige gange forsøgt at få Pinderup-parret til at flytte adressen på selskabet.

- Men hver gang kommer de med en sang fra de varme lande. Jeg kan ikke selv flytte adressen uden en fuldmagt, og jeg skal også have en ny adresse at flytte den til, siger Christian Jæger.

Løb med pengene

Selskabet Fam3D Filament dukker også op på crowfunding-siden Kickstarter.

Her har Anders Bengtson, der nu hedder Anders Pinderup, startet en crowdfunding for Fam3D Filament. Formålet med Kickstarter er at skaffe kapital til et projekt ved hjælp af små økonomiske bidder.

Anders Pinderups projekt var at producere såkaldt PLA filament i 35 forskellige metalliske farver, og bidragsyderne ville være de første til at modtage produkter fra projektet.

40 brugere bidrog sammenlagt med over 15.000 kroner, men de har aldrig modtaget nogen varer.

- Pengene er væk, det var tydeligvis et scam. Han løb med pengene, så snart de var realiseret, skriver en bruger ved navn Oscar H.

Anders Pinderup siger til Nordjyske, at de 15.000 kroner, som bidragyderne har betalt, aldrig er gået ind på hans konto, men ligger hos Kickstarter, der skal tilbageføre dem.

Det afviser Kickstarter.

- Kickstarter har aldrig de økonomiske midler, da disse behandles gennem en betalingsprocessor, skriver Kate Bernyk, der er seniordirektør for kommunikation hos Kickstarter, i et skriftligt svar.

Anders Pinderup er ikke vendt tilbage på Nordjyskes henvendelser efterfølgende.

Rendte med maskine

Også Helle Christiansen fra Vrå har stiftet bekendtskab med Anders Pinderup under navnet Anders Bengtson. I august 2021 var hun i færd med at afvikle sit firma Sewu3d og sælge sine maskiner.

- Jeg blev sat i kontakt med en mand, der hed Anders Bengtson. Han sagde, at han havde brug for en masse maskiner, fordi hans fabrik i Jelling var brændt.

- Han fortalte om de mange millioner, han havde rejst på Kickstarter, og at han var i gang med at starte en ny fabrik, fordi han havde masser af kunder, der stod og ventede på varer. Vi gav på god nordjysk maner håndslag, og han tog maskinen og fakturaen under armen, husker Helle Christiansen.

Men hun fik aldrig sine 40.000 kroner.

- Jeg ventede i syv dage. Da jeg så kontaktede ham, fik jeg den ene forklaring efter den anden. Først forklarede han, at han var i udlandet for at købe maskineri. Så sagde han, at det var banken, der havde kludret i det, fortæller Helle Christiansen.

Til sidst mistede hun tålmodigheden og meddelte via sms Anders Pinderup, at hun ville komme og hente sin maskine. På det tidspunkt var familien Pinderup bosat i den lille by Gærum sydvest for Frederikshavn. Her havde de lejet en bygning på Fabriksvej 4 og sat et skilt op med virksomhedsnavnet "Fam3D Filament".

Ved hjælp af Facebook fandt Helle Christiansen Anders Pinderups privatadresse. Og efter flere forgæves køreture til Gærum fik hun endelig sin maskine tilbage.

- Men det var kun, fordi jeg var stædig og fandt frem til hans private adresse. Ellers havde jeg aldrig fået den igen, siger Helle Christiansen.

Kravlede ind af vinduet

Hos Randers Materielservice kan indehaver Jens Ove Pedersen fortælle en historie, der minder meget om Helle Christiansens.

Han lejede sidste efterår en truck til Anders Pinderup, der betalte tre måneders leje på forhånd. Efter tre måneder stoppede han med at betale.

- Der gik noget tid, hvor jeg ikke kunne komme i kontakt med ham, siger Jens Ove Pedersen.

Senere lykkedes det ham at få en aftale med Anders Pinderup. De skulle mødes på Fabriksvej 4 i Gærum. Men Anders Pinderup dukkede ikke op.

- Det havde jeg godt regnet ud, så jeg havde taget noget værktøj med. Det endte med, at jeg tog et vindue ud af fabriksbygningen og kravlede ind. Jeg fik åbnet porten og hentet trucken, og jeg tog billeder af det hele, så jeg kan dokumentere, hvad der er foregået, siger Jens Ove Pedersen, der aldrig gjorde mere ved sagen.

- Jeg ringede til politiet, men de sagde, at de ikke tog sig af den slags.

Bilforhandlere måtte tage affære

Det seneste stykke tid har familien Pinderup haft bopæl i Gærum og Flauenskjold, og det har en række bilforhandlere i Frederikshavn kunnet mærke.

Ford-forhandleren Hosbond har haft besøg af Anders Pinderup, der var interesseret i at købe en bil. Bilen var klargjort til overtagelse dagen efter, men alligevel insisterede Anders Pinderup på at vente flere uger med overtagelsen.

Sælger var på overtagelsestidspunktet gået på ferie, og i stedet overtog filialchef hos Hosbond, Christian Buhelt, sagen. I systemet kunne han se, at pengene endnu ikke var overført, og derfor bad han sælgeren om at tage kontakt til Anders Pinderup.

Hos Hosbond mistænker man, at Pinderup ville forsøge at få ejerskabet af bilen uden at betale.

- I det øjeblik bilen omregistreres, har køberen det juridiske ejerskab, uanset om der er betalt eller ej. Vores arbejdsgange gør dog, at den slags ikke kan ske, siger filialchef hos Hosbond, Christian Buhelt.

Anders Pinderup fik ved sin henvendelse om bilkøbet en lånebil med sig. Den måtte de ansatte hos Hosbond selv hente på Anders Pinderups forladte hjemmeadresse flere uger senere.

- Bilen var beskidt, der var blevet røget i den, og den havde en bule på døren, men vi er sluppet nogenlunde billigt, siger Christian Buhelt.

Bilforhandleren Uggerhøj i Frederikshavn havde også et kort bekendtskab med Anders Pinderup.

Han lejede en bil for en måned og betalte, men bilen blev aldrig leveret tilbage. Derefter blev bilen efterlyst, indtil naboen til Anders Pinderups tidligere adresse gjorde Uggerhøj opmærksom på, hvor bilen befandt sig.

- Vi fik en bil tilbage, der var møgbeskidt indvendigt, men det lever vi med. Vi er nok dem, der er sluppet billigst, siger direktør i Uggerhøj, Michael Henriksen.

Anders Pinderup er tavs

Nordjyske har bedt Anders Pinderup om at besvare en række spørgsmål og forholde sig til de enkelte historier i denne artikel. Han har telefonisk afvist at stille op til interview og har i stedet bedt Nordjyske om at sende spørgsmålene på mail.

Anders Pinderup skriver i en mail, at Pinderup Træpiller har en række vigtige forhold, der skal på plads, og at han derfor undlader at prioritere Nordjyskes spørgsmål.

Anders Pinderup havde planer om at etablere sin træpillefabrik på en adresse i Agersted ved Dronninglund. Men udlejeren af lokalerne, DSI Dantech, afviser nu, at det nogensinde kan komme på tale.

Alligevel fastholder Anders Pinderup, at han kan levere de bestilte træpiller til aftalt tid - inden for 30-60 dage. På Facebook skriver Pinderup Træpiller, at man inden for "meget nær fremtid" regner med at have fundet en ny lokation til træpillefabrikken.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078