Fynsk succeskoncept lander norsk rekordordre
Et samarbejde med EKF har givet Böll-Tec flere strenge at spille på. Firmaet, der er leverandør til træindustrien, har hentet en stor ordre i Norge – flere kan være på vej.
Den solide ordre er et direkte resultat af Böll-Tecs samarbejde med EKF, Danmarks eksportkredit. Samarbejdet betyder, at Böll-Tec ikke bare er specialister i limudstyr og lakeringssystemer til træindustrien. Tommerup-virksomheden kan nu også via EKF hjælpe sine kunder med at finde den nødvendige finansiering.
- Vi er blevet meget mere attraktive som leverandør, når vi også kan tilbyde finansiering, siger Böll-Tecs direktør Tommy Christiansen.
Ordren var hjemme – finansieringen manglede
Samarbejdet med EKF tog fart sidste år, da samme norske kunde bestilte et andet og noget mindre anlæg til at håndtere og bearbejde træpaneler.
Imidlertid ønskede den norske virksomheds leasingselskab ikke at finansiere anlægget, fordi det var fremstillet specielt til dette ene formål og dermed ikke kunne flyttes til andre virksomheder, hvis leasingselskabet skulle risikere at overtage det. Den norske kunde fortalte Böll-Tec om problemerne med finansieringen.
- Jeg kontaktede EKF, som stillede en SMV-garanti. Den fungerer sådan, at vores norske kunde fik et lån på fem år gennem vores bank, Sydbank, samtidig med at vi fik pengene for ordren med det samme. Hvis nordmanden ikke betaler banken, så gør EKF, fortæller Böll-Tec’s direktør Tommy Christiansen.
Kunden bestilte anlæg og finansiering som samlet pakke
For nogle måneder siden kom den norske kunde så tilbage igen og spurgte, om Böll-Tec kunne levere den største ordre hidtil: Et komplet male- og pakkeanlæg inklusiv finansiering.
- Vores kunde har haft stor vækst de seneste par år og har brugt mange penge på at automatisere sin produktion, så han ville næppe selv kunne løfte investeringen, hvis ikke finansieringen var en del af pakken. Banken og EKF sagde ja igen, så det fik vi hurtigt på plads. Siden da har vi fået forespørgsler på yderligere to anlæg til Norge, slutter Tommy Christiansen.