23948sdkhjf

400 konkurser indleder krisens femte år

Dansk økonomi er på det seneste sunket dybere ned i den aktuelle lavvækstfælde. Fire år med krise gør nu også sit indhug på ældre og mere veletablerede virksomheder, viser nye tal fra analysevirksomheden Experian.
Med knapt 400 konkurser i august er det ikke længere kun blide skyer, der præger himlen over dansk erhvervsliv. Jobskabelsen i den private sektor er ikke for alvor kommet i gang ovenpå krisen og samtidig er adgangen til likviditet gået fra slemt til værre.

- Den negative udvikling ser ud til at have bidt sig fast over sommeren, og der går ikke mange dage uden at nye konkurshistorie rammer spalterne. Der er større og ældre veldrevne virksomheder i blandt, og det er blevet svært at spå om, hvor den næste konkurs slår til. Udviklingen svarer meget godt til det billede vi får, når vi analyserer de regnskaber, der er indleveret i indeværende år, siger kommunikationsdirektør Kim Bach, Experian.

Ifølge Bo Sandberg, cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, er det især små og mellemstore virksomheder indenfor industri og detailhandel, der mærker krisen kradse i øjeblikket. Blandt de lidt større brancher springer det i øjnene, at fremstillingsvirksomhed og handel adskiller sig ved både at måtte registrere flere konkurser i august i år - og også gennem hele det seneste år har haft stigende konkursantal.

Lavt forbrug og kreditklemme
- Detailhandlen er presset af lavt privatforbrug, grænsehandel og kreditklemmen. Et gennem flere år fastfrossent boligmarked har også afsmittende negativ virkning på en række handelsvirksomheder, ikke mindst i de såkaldte udkantsområder. Industrivirksomhederne mærker som underleverandører nedgangen i verdensøkonomien, herunder på det seneste også lavere økonomisk vækst i Tyskland, siger Bo Sandberg.

Ifølge Kim Bach handler det først og fremmest om at få luft under det indenlandske forbrug,”og han vurderer, at erhvervslivet må rykke hurtigt for at udnytte det vindue, der åbner sig, nu hvor de sidste efterlønspenge bliver betalt.

- Hver 20. forbruger har låst deres økonomisk råderum fast i RKI. Det betyder, at markedsføring skal målrettes meget præcist mod de forbrugere, der har penge og incitament til at bruge dem. Det stiller store krav til virksomhedernes segmentering og en stram kreditpolitik, forklarer Kim Bach.

Flere konkurser i Sydjylland
De fleste landsdele har i det forløbne år oplevet færre konkurser end året før. Blandt undtagelserne er dog Sydjylland, som i de seneste måneder har haft en markant stigning i antal konkurser og som i det seneste år har kunnet registrere 416 konkurser mod 401 året før, svarende til en stigning på 3,7 pct.

- Fra kriseårene og frem, har pilen i grænsehandlen kun peget én vej, opad. Det påvirker hele landets butiksstruktur og samfundsøkonomi. Men naturligvis ingen steder kraftigere end i Sønderjylland, hvor det virkelig kan mærkes, at for hver gang Danmark opkræver 3 kr. i moms og afgifter, opkræver Tyskland kun ca. 2 kr. Hertil kommer et lavere aktivitetsniveau i Tysklands privatforbrug og industriproduktion, hvilket kan mærkes hos underleverandørerne nord for grænsen, forklarer Bo Sandberg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.869