23948sdkhjf

Gennembrud for danske skolemøbler i Tyskland

Efter succesen i Danmark er konsortiet Højer Møbler/OJ Skolemøbler på vej ind på det tyske marked. Første ordre er på vej til Hamburg, og det skaber nye arbejdspladser.
Konsortiet Højer Møbler i Aalborg og OJ Skolemøbler i Aarhus har netop afsluttet forhandlingerne med en møbelforhandler i Hamburg, som i første omgang vil købe undervisningsinventar for € 100.000.

Det er mindre end et år siden, at konsortiet vandt et EU-udbud og blev leverandør til Aarhus, Odense og Københavns kommuner.

- Vi har altid haft en indstilling om, at være ”Best in Class” i vores branche. Derfor er eksport af undervisningsinventar et helt naturligt skridt på vejen, siger Jens Højer, der er administrerende direktør for Højer Møbler og OJ Skolemøbler.

Han tror på, at det er konsortiets målsætning om at kombinere stor viden om produkterne og høj kvalitet af produkterne, der skaber succesen.

- Den kombination tiltaler mange uddannelsessteder – også selvom vi ikke er den billigste producent. Kombinationen af viden og kvalitet adskiller os fra mange andre møbeludbydere. Samtidig kan vi tilbyde de tyske børn en anderledes og innovativ indretning af deres skoler, udtaler Jens Højer.

Rivende udvikling
Det er dansk design, der står bag møblerne, bl.a. arkitekterne Friis & Moltke. Møbelkonsortiet satser med ordren til Tyskland på yderligere eksport. Det drejer sig i første omgang om en række europæiske lande.

Men først skal de rigtige folk findes og uddannes til at hjælpe møbelkonsortiet med at understøtte væksten.

- Vi befinder os i en rivende udvikling, hvor der uden tvivl, vil komme endnu flere nye kollegaer til på sigt, det vil først og fremmest dreje sig om eksportmedarbejdere. På trods af finanskrisen, har vi oplevet en markant vækst, der har givet os blod på tanden til at eksportere, fortæller Jens Højer.

Højer Møbler A/S og OJ Skolemøbler A/S har i dag en afdeling i Århus og Aalborg, og beskæftiger 23 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063