Åbent for indstillinger til ny miljøpris
CSR-Fonden og Miljøministeriet indleder nu jagten på den danske virksomhed, der har udviklet den bedste grønne innovative løsning.
Prisen uddeles i november ved CSR Awards 2012 i Sønderborg, hvor både miljøminister Ida Auken og USA’s tidligere præsident Bill Clinton deltager.
De gode eksempler skal frem i lyset
CSR-Environment prisen går i år til den danske virksomhed, som har udviklet den bedste grønne innovative løsning. Det kan fx være en løsning inden for vand, klimatilpasning, ressourcer og affald, luftforurening, støj, kemikalier eller en løsning inden for bæredygtig produktion og forbrug.
Juryen vil vurdere på tre parametre: i hvor høj grad er der tale om en nyskabelse, hvor bredt kan produktet nå ud og i hvor høj grad bidrager virksomheden til at løse en miljøudfordring.
- Jeg er glad for, at vi sammen med CSR-Fonden har udviklet en helt ny miljøpris. Vi har valgt, at CSR-pokalen i år skal gå til den virksomhed, der har udviklet den mest innovative og brugbare miljøløsning. Formålet er at få de gode eksempler frem i lyset. Jeg håber, at prisen kan være med til at sætte mere fokus på de mange dygtige virksomheder, som hver dag leverer grønne og innovative løsninger, siger miljøminister Ida Auken.
Frist for indstillinger til prisen er 21. september 2012, og prisoverrækkelsen finder sted i Sønderborg 14. november 2012.
CSR Awards er en del af regeringens CSR-handlingsplan ”Ansvarlig Vækst ,” og hylder i Sønderborg de virksomheder, som har arbejdet målrettet med nye, ambitiøse tiltag indenfor CSR. Omkring 1000 deltagere vil være til stede i Sønderborg den 13. og 14. November, hvor der vil være lejlighed til at opleve USA's 42. Præsident, Bill Clinton samt en række øvrige keynote speakers fra ind- og udland.
Vil du indstille en virksomhed, så læs mere på CSR-Fondens hjemmeside: www.csrfonden.dk