23948sdkhjf

Navnenyt: Velfac henter ny salgschef

Allan Vinther, 38, er tiltrådt som salgschef for eksternt projektsalg hos vinduesproducenten Velfac, der er en del af VKR-ejede Dovista.

Ifølge virksomheden er det dermed både erfarne og kompetente nye kræfter, der har sluttet sig til organisationen, hvor han skal stå i spidsen for det eksterne salgsteam i virksomhedens projektafdeling.

– Det er med stor glæde, at vi byder Allan velkommen på holdet. Han kommer til virksomheden med solide kompetencer og et indgående kendskab til byggebranchen og er derfor en stærk profil til at løfte den eksterne del af vores projektsalg yderligere, fortæller Christiane Henriksen, der er projektsalgsdirektør hos Velfac.

Den nye salgschef slutter sig til vinduesleverandøren med et CV, der vidner om 15 års erfaring med ledelse og salg af tekniske løsninger inden for installationsbranchen. Senest kommer han fra en stilling som salgsdirektør hos automatik-virksomheden Nordomatic.

Hele Danmark som arbejdsplads

Selvom den nye salgschef dermed har skiftet branche, er erfaringen fra byggeriet til at tage og føle på.

– Jeg ser frem til at være med til at styrke projektsalget hos Velfac og sørge for nye opgaver inden for både nybyg og ikke mindst renovering. Det er nyt for mig at være på leverandørsiden, men jeg oplever det som en fordel, at jeg kommer med et nyt perspektiv og et godt netværk. Desuden er jeg velbevandret i projektsalgsmarkedets forskellige interessenter, siger den nye salgschef, der glæder sig over at have fundet vej til vinduesleverandøren:

– Jeg er glad for at være en del af et stærkt brand, der leverer kvalitetsløsninger til store byggerier rundt i hele landet. Der er ingen tvivl om, at det tiltaler mig at have hele Danmark som arbejdsplads, og så er det noget særligt at få lov til at følge de spændende projekter tæt fra start, til det endelige byggeri står færdigt.

Til daglig bor Allan Vinther i Them med sin kone og to døtre på 4 og 7.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078