23948sdkhjf

Arbejdsulykke under træfældning: Mand dræbt efter fald på fem meter

Arbejdstilsynet er inde over, da der er tale om en arbejdsulykke

En 59-årig mand er søndag død i forbindelse med træfældning på en adresse i Frederiksværk, oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi.

Politiet modtog klokken 09.01 anmeldelsen, som gik på, at der lå en mand livløs under et træ.

- Det er ikke beboeren på stedet, men en der er der for at fælde træer. Han er faldet ned fra fem meters højde, fortæller vagtchef David Buch.

Den afdøde er en mand fra Skibby i Hornsherred. Politiet oplyser, at de pårørende søndag formiddag er blevet underrettet.

Nordsjællands Politi skal nu undersøge ulykken nærmere for at fastslå, hvad der mere nøjagtigt er sket.

Undersøgelsen skal ske i samarbejde med Arbejdstilsynet, der er blevet tilkaldt, fordi der er tale om en arbejdsulykke.

Arbejdstilsynet skal vurdere, om reglerne i arbejdsmiljøloven er overholdt, og har mulighed for at udstede forbud og påbud til virksomheder, hvor reglerne bliver brudt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094