Skouhus Fronts køber Herning Ny Finércentral
Skouhus Fronts har igen været på indkøbstur i Herning. Med sig hjem fra indkøbsturen tager lågeproducenten denne gang ejerkontrakten på Herning Ny Finércentral Aps, der producerer finérprodukter.
Skouhus Fronts overtager Herning Ny Finércentral pr. 2. oktober 2006, som indtil denne dato har været ejet og drevet af Bo Garsdal og Bruno Bøgeskov Pedersen.
Sidst Skouhus Fronts var på indkøbstur i Herning, tog producenten ejerkontrakten på MP Låger med sig hjem til Ikast. Med MP Låger fulgte en 7000 m2 stor fabrik, 75 medarbejdere og en fabrik i Ukranie med 25 medarbejdere.
I forbindelse med købet af Herning Ny Finércentral forventer Skouhus Fronts at kunne opnå produktions- og salgsmæssige synergieffekter.
Administrerende direktør i Skouhus Fronts Jørgen Hansen overtager ledelsen af Herning Ny Finércentral. Tidligere ejere Bo Garsdal og Bruno Bøgeskov Pedersen fortsætter som daglige ledere af virksomheden.
Kilde: Skouhus Fronts.