Butiksindrettere vender to års tab til 16 gode millioner
Corona-perioden var hård for de Kolding-baserede butiksindrettere hos Riis Retail. De seneste to år har budt på gedigne millionhug på bundlinjen, men nu lader vinden til at være vendt, og i et nyt årsregnskab er underskud vekslet til overskud.
Mens bruttofortjenesten er vokset fra 30 til 56 mio. kr. sammenlignet med 2020/21, lander resultatet før skat på 16,7 mio kr mod foregående års tab på 14 mio. Kr.
“Virksomhedens resultat skal ses i lyset af, at året var et ”recovery år” efter covid-19 og at efterspørgsel fra kernekunderne først var tilbage på niveauet fra før covid i starten af 2022. Ledelsen anser på denne baggrund årets resultat for tilfredsstillende,” lyder det i ledelsesberetnigen.
To svære år
Udfordringerne hos Riis Retail meldte sig for alvor i regnskabsåret 2019/20, da coronapandemien tvang en god del af virksomhedens kunder inden for detail-, restaurations- og hotelbranchen til at lukke ned og genoverveje investeringsplaner.
Det betød, at virksomheden i 2020 måtte afskedige 40 af de 130 ansatte på hovedkontoret, og på personalefronten er Riis Retail fortsat ikke tilbage på niveauet før corona. I seneste regnskabsår tegnede virksomheden sig for gennemsnitligt 74 fuldtidsansatte.
Sideløbende med pandemien blev de østjyske butiksindrettere udfordret af en mere strukturel ændring i detailhandlen, der sendte flere kunder i retning af onlinehandel, hvilket i regnskabsåret 2019/20 gav virksomheden anledning til at udvide repertoiret og satse mere på blandt andet kontorindretning.
“Koncernens ledelse har afledt af den reducerede ordreindgang igangsat en større transformation og investering i fremtiden, der blandt andet har omfattet bearbejdning af nye kundeemner, omkostningsreduktioner og tilpasning af medarbejderstaben,” lød det dengang i årsrapporten.
Tiltagene var imidlertid ikke nok til at sikre plus på bunden i det følgende år, og samlet set tegner de to coronaår sig for et tab på godt 30 mio. kr.
Forventer fortsat fremgang
Riis Retail er ejet af adm. direktør Kristian Riis og hans søster. Deres far, stifter Søren Riis, som grundlagde virksomheden i 1965, sidder på posten som bestyrelsesformand, og indtil coronaen ramte, tjente familien pæne millionbeløb på foretagende.
Forud for 2019/20 gik fem år med et samlet overskud på 54 mio. kr., og forventningen er, at der også fremover vil være plus på bundlinjen i Kolding.
Af årsrapporten kan man læse, at Riis Retail har fået en “fornuftig start” på 2022/23, og skønt det igen trækker op til stormvejr, står familievirksomheden ifølge ledelsen godt rustet.
“Såfremt der skulle opstå en økonomisk opbremsning som følge af mangel på energi og inflation, står aktionærerne bag selskabet klar til at indskyde mere kapital”, lyder det fra ledelsen, der udpeger krigen i Ukraine, forhøjede energipriser, inflation og stigende renter som mørke skyer i horisonten.
“Hvordan disse parametre påvirker detailhandlen og kernekundernes lyst og vilje til at investere er usikkert,” lyder vurderingen.
Ikke desto mindre erklærer ledelsen sig som “forsigtige optimister,” og forventningen er, at indeværende regnskabsår byder på et øget aktivitetsniveau og et resultat lige over niveauet for det veloverståede 2021/22.
Regnskabsår | 2021/22 | 2020/21 | 2019/20 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 56,263 | 30,114 | 49,173 |
Resultat af primær drift | 13,701 | -14,479 | -18,433 |
Resultat før skat | 16,709 | -14,057 | -16,735 |
Årets resultat | 13,499 | -11,153 | -12,809 |
Balancestatus | 257,812 | 167,069 | 193,391 |
Egenkapital | 79,227 | 65,978 | 76,581 |
Antal ansatte | 74 | 81 | 127 |
Kilde: CVR |