23948sdkhjf

Priserne på brænde og træpiller rasler ned

Der er brænde nok, og priserne nærmer sig normale tilstande efter et vildt efterår, melder forhandlerne.

Udsolgt og skyhøje priser.

Det var realiteterne hos sælgere af brænde og træpiller i september, hvor leveringsvanskeligheder fra østlande og stigende energipriser gjorde, at forbrugere hamstrede brænde, så brændeforhandlere måtte melde alt udsolgt eller markant højere priser.

Godt tre måneder senere er der godt nyt til indehavere af brændeovne og træpillefyr.

Der er igen brænde og træpiller på lager, og priserne er faldende, sammenlignet med for tre måneder siden, fortæller tre større forhandlere af brænde og træpiller til TV 2 Lorry.

- Nu er der ingen panik i markedet, og ikke mangel på noget som helst. Vi har fyldt godt op på lagrene og siger nej til at købe mere ind til høje priser, siger Jesper Guldbrandsen, indehaver af DKbrænde, til TV 2 Lorry.

For tre måneder siden kostede et tårn brænde hos DKbrænde omkring 7500 kroner. Nu er prisen faldet til omkring 4500 kroner, oplyser han. Et prisfald på omkring 40 procent.

Hos Køge Brændesalg er prisen for et brændetårn faldet fra 6000 kroner i september til omkring 5000 kroner nu. Prisen for en palle træpiller er faldet fra 7000 kroner i september til omkring 4000 kroner i samme periode.

Træpilleprisen er også faldet i Såby Brændesalg, hvor de ser et prisfald på cirka 15 procent, fortæller indehaver Jimmi Pedersen til TV 2 Lorry.

Prisfaldene skal ses i lyset af, at priserne var unaturligt høje i september.

Flere brændeforhandlere havde problemer med leveringer fra Sverige og østlande, hvor der enten var nul brænde at købe, eller priserne var skruet helt op.

De højere priser og udsigt til brændemangel fik sat panik i flere forbrugere, der købte flere paller ind til overpris, fordi de frygtede at skulle stå uden brænde efterår og vinter.

Brændeforhandlerne peger på flere faktorer for det uventede prisfald. Dels kan producenter fra blandt andet Sverige igen sende træpiller til Danmark, ligesom producenter fra østlande igen har sænket priserne på deres brænde.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082