23948sdkhjf

Kontaktannoncer skal hjælpe unge i praktik

Kan profiler med billeder hjælpe flere unge ud i virksomhederne? Det er Dansk Byggeri og Roskilde Tekniske Skole i fuld gang med at finde ud af.
Et billede af en ung fyr med kort lyst hår, et lidt genert smil og så en tekst, der begynder med ”Bjarki Bjarnason, 18 år, søger praktikplads som tømrer”. Lidt længere nede kan man læse, at Bjarki er en glad person, som elsker sjov og store projekter, er god til at komme til tiden og passe sit arbejde, og at han i sin fritid godt kan lide at spille fodbold.

Tre af den slags kontaktannoncer fra elever på Roskilde Tekniske Skole har formand for Dansk Byggeri Østsjælland, Niels Moestrup, netop sendt rundt til virksomhederne i lokalområdet. Der vil løbende blive sendt flere profiler ud efterhånden som eleverne er færdige med deres grundforløb.

- Det er et forsøg på at få at få virksomhederne til at overveje, om de har plads til en ekstra lærling. Der er i bygge- og anlægsbranchen tradition for at tage ansvar for, at næste generation bliver uddannet til at føre erhvervet videre. Mange mestre bliver bløde om hjertet, når de får sådan en kontaktannonce, og hvis ordrebogen ellers tillader det, så tager de en ekstra lærling ind, siger formand for Dansk Byggeri Østsjælland, Niels Moestrup.

Roskilde Tekniske Skole samarbejder med Dansk Byggeri om kontaktannoncerne og sørger for, at eleverne får udarbejdet en profil. Skolen tror også på, at den særlige indsats med kontaktannoncerne gør en forskel.

- Det er jo en slags praktikplads-dating, og når man kan finde en kæreste ved hjælp af en kontaktannonce, så kan man vel også finde en læreplads. På samme måde er det altid lidt spændende, om der er nogen, der svarer tilbage. Og jeg er sikker på, at dette samarbejde og denne indsats vil være med til at skaffe endnu flere unge en praktikplads, siger virksomhedskonsulent på Roskilde Tekniske Skole, Helle Topp Nielsen.

Arbejdet med kontaktannoncerne er en del af de partnerskabsaftaler, som Dansk Byggeri har indgået med Greve og Roskilde kommuner.

- Vi kan selvfølgelig ikke skaffe flere tusinde praktikpladser på den her måde, men jeg tror helt sikkert, det har en effekt, siger Niels Moestrup.

I øjeblikket mangler 11.000 unge en praktikplads – heraf 2.300 inden for bygge- og anlæg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069