23948sdkhjf

Dansk underleverandør på nye, norske hænder

Den syddanske plastvirksomhed Letbek er kommet på nye hænder. Den nye ejer, Zirq Solutions, er ejet af Norsk Gjenvinning, som er Skandinaviens største leverandør af genanvendelses- og miljøtjenester, og med opkøbet får den Stenlille-baserede virksomhed således kontrol over hele kæden fra indsamling over genanvendelse til de færdige plast-produkter, Letbek leverer til blandt andre danske møbelvirksomheder som Fritz Hansen og Wehlers.

Letbek blev stiftet i 1973, og virksomheden har beskæftiget sig med genanvendelse længe inden, det blev et buzz word. Hos Zirq betegner man da også nytilføjelsen som en pioner på feltet, og opkøbet er ikke alene i tråd med virksomhedens ønske om at minimere brug og smid-væk-kulturen og øge incitamentet til at genbruge mere plast. Det matcher også strategien om europæisk ekspansion, forklarer administrerende direktør i Zirq Solutions, Thomas Mørch.

– Vi indsamler og sorterer plast fra den stærke danske sektor af lægemiddelvirksomheder og sikrer plastråvarer i høj kvalitet. Men vi har manglet mulighederne for at sikre, at plasten bliver brugt i produkter af tilsvarende høj kvalitet. Det kan Letbek. Samtidig får vi medejer Michael Bayer Thomsen på holdet, der har en imponerende erfaring hermed, og med afsæt i Stenlille, Tistrup og produktion i Polen er vi nu rustet til vores ambitioner. Købet af Letbek giver store nye muligheder, fastslår han.

Næste skridt på vejen

Letbek, der har været førende på markedet indenfor genanvendeligt plast siden sin begyndelse, har blandt andet indgået samarbejde med mange store aktører indenfor Aquaculture, Landbrug og Bygge & Anlæg om produktudvikling af cirkulærer løsninger i genbrugsplast som har erstattet brugen af virgin plast eller metal.

Ifølge Zirq er det den form for pionerånd, der altid har gennemsyret Tistrup-virksomheden, og som flugter med, at man hos Zirq er blandt de få, der har kapacitet til råvarer indsamlet blandt andet fra den danske life science-industri, forklarer Michael Bayer Thomsen, forhenværende direktør i Letbek.

Han ser sammenlægningen som et naturligt skridt mod en stærkere position i markedet:

– Vi kan sikre, vi får de rette råvarer fra den danske lægemiddelsektor, forarbejde og genbruge materialet i Danmark, levere det som indhold til innovative cirkulærer løsninger - og levere til det europæiske marked. Sammen får vi en styrket viden og besidder afgørende kompetencer til som de første at tilbyder kunderne hele værdikæden i en cirkulær økonomi. Vi tror, den nye samlede virksomhed kan opnå stærke resultater i Europa og på det internationale marked, siger Michael Bayer Thomsen.

Selv køber han sig omvendt ind som minoritetsaktionær i Zirq Solutions, hvor han fra årsskiftet også indtager direktørstolen, mens Thomas Mørch fortsat vil være en del af koncernledelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152