23948sdkhjf

Starks milliard-opkøb er del af en "masterplan"

Ekspert kalder Stark Groups opkøb i Storbritannien for "meget stort, men helt naturligt"

Det er et helt naturligt skridt og en del af en større masterplan, at Stark Group med kapitalfonden CVC Capital Partners Fund VII i ryggen netop har haft den helt store tegnepung fremme.

Siden kapitalfonden overtog ejerskabet i maj 2021, har Stark Group opkøbt 18 virksomheder - og med det seneste køb af Saint-Gobain Building Distribution Ltd. er den danske byggemarkedskæde tilført endnu en betydelig merværdi.

- Det er helt naturligt, at ejerne hele tiden forsøger at få mere værdi ind i virksomheden. 18 opkøb er lidt meget, og her er der tale om et meget stort opkøb, men det er en helt naturlig udvikling, at man forsøger at præcisere forretningen og hele tiden give den lidt mere, siger investeringsøkonom Per Hansen, Nordnet, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Per Hansen forklarer, at opkøbet af de flere end 600 forretninger og distributionscentre i Storbritannien til en værdi af 6,4 mia. kr. er et udtryk for, at kapitalfonden aktuelt er ved at trimme forretningen og tilføre den værdi. 

Man laver ikke flere af sådan nogle meget store opkøb som det seneste. Det hænger sammen med, at der vil være færre potentielle købere, hvis selskabet vokser sig meget større Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet

- Det er et udtryk for, at vi er tidligt i ejerskabet, når man laver et større opkøb og på den måde får mere sul på kroppen på den gode og rigtig måde, siger han og tilføjer:

- Det har formentligt været en del af en masterplan, der blev sat i gang fra det øjeblik, man gik ind og købte selskabet. En kapitalfond har et ønske om at tilføre deres virksomheder mere værdi og få dem til at vokse, og det er det her (opkøbet, red.) et naturligt udtryk for.

Ejere får virksomheden op i gear 

Som regel ejer en kapitalfond en virksomhed i mellem tre og syv år. Salgstidspunktet afhænger af, hvornår fonden mener, at virksomhedens potentiale er forløst. 

Ifølge Per Hansen er CVC Capital Partners Fund VII, der har ejet Stark Group siden maj 2021, fortsat tidligt i ejerskabet, hvorfor virksomhedens potentiale endnu ikke er forløst.

- De (ejerne, red.) er i en fase, hvor de fintuner værdien og tilfører flere forretninger, og hvor de er på vej til at få Stark til ikke kun at være stærk i Danmark, men at få den op i gear. De har brugt den første tid på at lære af industrien, og nu er de i opbygnings- og vækstfasen, siger han og tilføjer:

- Hvis man var langt fremme i salgsplanerne, så ville man ikke lave sådan et opkøb her. Det er for usikkert.

Børsnotering kan blive eneste exit-mulighed 

Per Hansen hæfter i sin analyse sig desuden ved, at markedet aktuelt er uroligt, hvorfor han ikke tror, at CVC Capital Partners Fund VII har travlt med et salg af den danske virksomhed.

- Der er god tid endnu til de syv år, og lige nu er vi kommet ind i en situation, hvor byggeaktiviteten formentlig vil være lidt negativt påvirket i den kommende tid. Så det ville være mærkeligt, hvis man ser en situation for sig, hvor kapitalfonden sætter til salg.

I stedet tror Per Hansen, at Stark Group også i den kommende tid vil fortsætte med at vokse gennem blandt andet opkøb.

Det er dog ikke sandsynligt, at virksomheden slår sin nyligt erhvervede opkøbsrekord på 6,4 mia. kr. 

- Man laver ikke flere af sådan nogle meget store opkøb som det seneste. Det hænger sammen med, at der vil være færre potentielle købere, hvis selskabet vokser sig meget større. For så vil potentialet være forløst, hvis virksomheden bliver kæmpe stort, og det er dermed ikke attraktivt. Eneste exit-strategi vil i det tilfælde være en børsnotering, siger Per Hansen, der tror, at vi skal ind i 2025, førend at et salg - eller en børsnotering - kommer på tale for Stark Group.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.404