23948sdkhjf

Passerer milliarden efter vellykket fusion

De seneste års opkøb er nu for alvor slået igennem på top- og bundlinje hos kontorleverandøren Daarbak Group, der tidligere var kendt som Scan Office.

Et dugfriskt årsregnskab fra virksomheden afslører, at omsætningen for første gang har passeret milliarden, svarende til en vækst på ikke mindre end 49 pct. sammenlignet med foregående år.

– Efter en periode med fuld fart på opkøb og integration, er vi meget stolte over at kunne offentliggøre endnu et flot årsregnskab, som bekræfter os i, at vi sammen gør mange rigtige ting, lyder skudsmålet fra adm. direktør Finn Viggo Nielsen.

Mens omsætningen i det forskudte regnskabsår landede på 1.074 mio. kr., er driftsresultatet (EBITDA) vokset med 45 pct. til 145,5 mio. kr., og resultatet lyder før skat på 119,8 mio. mod foregående års 92,1 mio. kr.

Hurtigere end forventet

Ifølge ledelsesberetningen skyldes fremgangen ikke mindst den vellykkede integration af Mogens Daarbak, som Scan Office opkøbte i august 2021, og som efterfølgende blev fusioneret ind i Daarbak Group A/S som det fortsættende selskab.

”Årets EBITDA er realiseret kr. 45 mio. højere end forventningerne, hvilket skyldes, at realiseringen af synergier er sket hurtigere og bedre, end ledelsen havde forventet – ikke mindst pga. medarbejdernes involvering i projektet og deres store forandringsvillighed,” lyder det i årsrapporten, og Finn Viggo Nielsen uddyber:

– Vi har set en fantastisk vilje hos de medarbejdere, vi overtog fra Mogens Daarbak, som virkelig har vist engagement og forandringsvillighed i integrationsprocessen, og det er i høj grad deres fortjeneste, det er gået så hurtigt, siger Daarbak-direktøren.

Fortsat appetit trods forventet afdæmpning

Skønt der således er nok at glæde sig over, indstiller Finn Viggo Nielsen sig på, at vinden hurtigt kan vende, og også hos Daarbak Group følger man nøje med i markedets udvikling.

– Det er klart, at vi, ligesom i resten af erhvervslivet, i øjeblikket reber sejlene i forhold til de svære tider, Danmark står i rent makroøkonomisk og geopolitisk, siger direktøren.

– Inden for salg af møbler og indretning er der ingen tvivl om, at nogle projekter bliver udsat, og at man overvejer timingen nøje i øjeblikket, mens vi også kan mærke, at en høj grad af hjemmearbejde rammer kontordivisionen, uddyber Finn Viggo Nielsen.

Daarbak Group A/S
Regnskabsår 2021/22 2020/21* 2019/20*
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 1.073,641 704,637 588,455
Bruttofortjeneste 306,269 200,716 158,454
Resultat af primær drift 121,258 94,501 58,687
Resultat før skat 119,766 92,506 58,913
Årets resultat 90,715 71,526 45,860
Balancestatus 478,201 400,244 164,680
Egenkapital 251,216 180,500 113,567
Antal ansatte 317 187 183
*Nøgletal fra Scan Office Group før fusionen
Kilde: CVR

Når det kommer til indeværende år, lyder forventningen til de økonomiske resultater således på nogenlunde niveau med de netop præsenterede, men at Daarbak Group de kommende år vil nå nye højder, er direktøren fuldt forvisset om.

– På den korte bane forventer vi udfordrende markedsvilkår, men vi ønsker fortsat at arbejde dedikeret med vores strategi. Det betyder, at vi fortsat kommer til at investere i digitalisering, bæredygtighed, konsolidering og naturligvis i hele fundamentet for vores succes, nemlig vores dygtige medarbejdere, lyder det fra Finn Viggo Nielsen, der altså fortsat har appetit på opkøb.

Senest overtog koncernen i august den Skovlunde-baserede leverandør af kontorartikler Remmer A/S, og når det kommer til potentielt fremtidige opkøbsmål, er der ifølge direktøren masser af muligheder.

– Siden vi købte Daarbak, har vi efterhånden mange forretningsområder – blandt andet har vi nu også fået en landsdækkende servicevirksomhed inden for beplantning – og det overvejende tankesæt er at være erhvervsvirksomheders professionelle leverandør hele vejen rundt. Så hvis nogle står og vil ud af branchen, og forretningen ser fornuftig ud, så slår vi til, hvis vi altså kan blive enige om en pris, både køber og sælger kan være tilfredse med, fastslår han.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09