23948sdkhjf

Danske underleverandører har brug for eksportstøtte

Nedskæringer og misforstået politisk prioritering vil på sigt udhule effekten af Eksportrådets eksportstøtteordninger på de vigtige nærmarkeder.
Det sker samtidig med at konkurrenceevnen trues som følge af manglende arbejdsmarkeds- og skattereformer. Det mener Center for Underleverandører, CfU.

En stærk specialisering og kapitalkrævende kapacitetsopbygning blandt danske underleverandører har i kombination med stigende outsourcing blandt de primære kunder ifølge CfU medført et stærkt stigende behov for at øge markedsandelen på de geografiske nærmarkeder.

Direktør i CfU, Knud Hareskov, er bekymret:

- Jeg er hyppigt i kontakt med kompetente og højt specialiserede virksomheder, hvor ejere, ledere og medarbejdere daglig kæmper en kamp for at bevare virksomhed og arbejdspladser. Disse virksomheder ligger ofte i områder, hvor man i forvejen slås langt mere med mangel på arbejdspladser, end man gør i storbyerne. Derfor kan jeg ikke undgå at blive dybt forundret og nedtrykt over den afgrundsdybe forskel i virkelighedsforståelse der er mellem den politiske verden, herunder både den tidligere og den nuværende regering, og de mennesker og virksomheder som befinder sig i realiteternes verden, hvor det basalt set drejer sig om overlevelse, lyder der fra direktøren.

Knud Hareskov taler ikke om eksotiske markeder som BRIK-landene, men derimod nærmarkeder som Norge, Sverige og Tyskland, der ifølge direktøren har potentiale til at udgøre et realistisk marked for mindre og mellemstore stærkt specialiserede underleverandører.

- Da der samtidig er tale om de tre lande i Europa, der på kort sigt har det største vækstpotentiale, er det nu mere vigtigt end nogensinde, at koncentrere kræfterne om markedsføring og tilstedeværelse på disse markeder, mener CfU.

- I kraft af deres specialisering, fleksibilitet, kvalitetsbevidsthed, og godt hjulpet af positiv valutaudvikling på nærmarkederne, har de danske underleverandører langt hen ad vejen stadig tilstrækkelig konkurrencekraft på nærmarkederne. Men det haster med arbejdsmarkeds- og skattereformer, som på afgørende vis reducerer omkostningsniveauet kraftigt, hvis bevarelse af produktionsarbejdspladser og en rimelig rentabilitet på sigt skal sikres, siger Knud Hareskov.

Vedvarende nedskæringer i eksportfremmemidlerne
Som mellemled mellem Eksportrådet med tilknyttede handelsafdelinger på ambassaderne i udlandet og de danske underleverandører, fornemmer Knus Hareskov klart den stigende frustration på begge sider over de vedvarende beskæringer i eksportfremmemidlerne. For det medfører stærke begrænsninger i den helt nødvendige eksportstøtte små og mellemstore virksomheder kan modtage fra Eksportrådet og dets medarbejdere i udlandet.

- Problemet forstærkes af, at der foretages en stærk politisk prioritering af midlerne til fordel for BRIK-landene, markeder som kræver ressourcestærke virksomheder med en organisation, der han håndterer udfordringerne på disse markeder. Sådanne virksomheder har i reglen også selv de økonomiske ressourcer til den nødvendige markedsføring, pointerer Knud Hareskov.

Samtidig undrer det ham, at handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr i Børsen mandag den 1. oktober giver udtryk for, at eksporten til Danmarks største eksportmarkeder, Sverige og Tyskland, må og skal suppleres med eksport til BRIK-lande.

- Det er på nærmarkederne virksomhederne først og fremmest har brug for hjælp , så hvorfor save grenen over, som vi sidder på? Lyder det fra dierktøren.

Politikkere skal tilbage til realiteternes verden
Eksportrådet har gang på gang bevist, at midler brugt til målrettet eksportstøtte blandt små og mellemstore virksomheder kommer igen mange gange i form af direkte relaterede eksportindtægter, mener CfU.

- Derfor kan jeg kun opfordre politikere og regering til hurtigst muligt, at komme tilbage til realiteternes verden, hvor vi andre sammen med virksomhederne kæmper for at bevare livsvigtige produktionsarbejdspladser, som trods alt er roden til vores velstand og innovationskræfter,” slutter Knud Hareskov fra Center for Underleverandører.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078