Formland melder klar med nye oplevelser
Interessante produktnyheder, gentænkte områder, horisontudvidende talks og forventningsfulde udstillere. Sådan beskriver Formland Spring, hvad der er i vente, når messen fra på søndag og tre dage frem sætter designdanmark stævne i Herning.
Blandt de store nyheder på årets messe hører trendcaféen Kunst Pause - et sted, der hylder kunsten og blandt meget andet forestår foredrag ved en stribe kreative oplægsholdere.
– De besøgende kan forvente en smukt indrettet, japansk inspireret café med spændende mad, matcha-te og yuzu-limonade. Maden serveres i en bento-box og er pakket ind i stof i stedet for papir, hvilket er en ny trend af den bæredygtige slags - stoffet kan nemlig genbruges. Derudover byder området hver dag på tre gratis og lærerige workshops, fortæller trendekspert Anette Eckmann, der står bag Kunst Pause.
Udover Kunst Pause tæller årets messe to markante nyheder, nemlig fashion-koncepthallen 'Fashion & Lifestyle', samt udstillingen 'Circular Formland Days', der er skabt i samarbejde med Lifestyle & Design Cluster og beskæftiger sig med bæredygtighed og cirkularitet inden for design, interiør, mode og livsstil.
Trend Zone med tidens klare farver
Traditionen tro byder messen også på Studie Flyhelsteds populære Trend Zone, der i år har fået titlen 'Colors - a livingnetwork'. Zonen er denne gang udført på en sådan måde, at de besøgende bevæger sig gennem en fortolkning af boligens rum omgivet af tidens klare farver. Ifølge Formland er oplevelsen er både abstrakt og personlig med kontraster af humor og alvor, og der er højt til loftet og plads til fællesskab i dette 'levende netværk'.
– Vi har bestræbt os på at lave en flot totaloplevelse, hvor både workshop, foredrag, café, lys og lyd spiller en rolle, og hvor de besøgende forhåbentlig bliver inspireret i stor stil. Samtidig er det ambitionen, at den kulørte zone kan tjene som platform for nye netværk og relationer, og at de besøgende på den måde får noget med hjem på flere planer, forklarer indretningsarkitekt i Studie Flyhelsted Mille Fly.
Foruden Kunst Pause og Trend Zonens mange talks, workshops og foredrag er der et væld af oplæg at dykke ned i på messens tilbagevendende Speak Up-scene, hvor en lang række profilerede eksperter taler. Det gælder blandt andre trendforsker og ejer af Pej Gruppen Louise Byg Kongsholm og trend- og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg.
Udvalgte iværksættere dyster om pris
Derudover er Creators Community igen en del af Formland Spring, og denne gang er 40 kreative og talentfulde iværksættere udvalgt til både at udstille og deltage i kampen om årets Design Award. Fælles for deltagerne gælder, at virkelyst og innovative tilgange til det at skabe produkter og udvikle bæredygtige forretninger er helt centrale værdier.
Endelig byder Formland Spring på det grønne, sanselige område 'Greenhouse - nature to the people', hvor eksperter giver nytænkende bud på, hvordan blomster, planter og interiør kan smelte sammen, og Danske Dekoratørers stand, hvor den står på styling-events med fokus på transformation.
Formland Spring 2023 finder sted i MCH Messecenter Herning 29.-31. januar 2023.