Detailsalget i julemåned når laveste niveau siden 2016
Detailsalget i de danske butikker faldt i 2022 2,2 procent fra november til december.
Det er samtidig et fald på 7,6 procent, hvis man sammenligner med salget i december 2021.
Det viser tal fra Danmarks Statistik. Tallene er blevet korrigeret for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage.
Detailsalg dækker over varegrupperne fødevarer og andre dagligvarer, beklædning og andre forbrugsvarer. Andre forbrugsvarer dækker over elektronik som tv og computere og andre ting til hjemmet.
- Vi har ikke tidligere set et så kraftigt fald i detailhandlen målt fra begyndelsen af et år til slutningen af et år, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Jeppe Juul Borre peger på, at prisstigningerne har svækket købelysten hos forbrugerne. De har i forvejen ikke samme købekraft som et resultat af større energiregninger, højere renter og generelle prisstigninger i samfundet.
- Samlet set betaler danskerne en procent mere, men forlader altså butikken med næsten otte procent mindre under armen.
Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, kalder tallene for skrækkelige. Han mener, at inflationskrisen i den grad har ramt danskernes forbrugslyst.
- Inflationskrisen har altså banket julesalget seks år tilbage i tid. Det er yderst bemærkelsesværdigt, da et fald i detailsalget hen over julemånederne normalt kun ses i forbindelse med større økonomiske krise.
Stramer forventer at faldet i danskernes privatforbrug vil fortsætte ind i det nye år. Helt konkret forventer han et fald på omkring 1,5 procent i 2023.
Ser man bort fra 2020, der var præget af corona, skal man tilbage til 2009 for at finde det seneste år med et fald i privatforbruget. Faldet dengang skyldtes finanskrisen og lød på 3,6 procent.
- Det er derfor også værd at betone, at det ventede fald i privatforbruget er forholdsvist beskedent og finder sted fra et højt niveau.
- Det ændrer dog ikke ved, at tilbagegangen vil bidrage afgørende til at sende dansk økonomi i recession i 2023, lyder det fra Tore Stramer.
/ritzau/