Her er branchens største skatteydere
100.573.624.621 kroner. Så meget indbetalte landets selskaber samlet i selskabsskat i 2021, og niveauet for indbetalt selskabsskat har aldrig været større.
Det fremgår af de åbne skattelister, Skattestyrelsen onsdag offentliggjorde.
– Det er den største indbetaling på ét år, siden selskabernes skattebetalinger første gang blev offentliggjort i 2013. Det er et flot og markant resultat, siger skatteminister Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.
Den samlede selskabsskat nåede altså op på over 100 mia. kr. fra godt 100.000 selskaber, og traditionen tro finder man flere af træ- og møbelindustriens storspillere i årets top-100.
Præcis som det har været tilfældet de seneste år, er VKR Holding branchens absolutte højdespringer. Helt præcist spyttede ejerkoncernen bag Velux og Dovista i 2021 679 mio. kr. i statskassen. Det svarer til lige godt 16 gange prisen på den årlige drift af en mellemstor folkeskole, og på den samlede liste over danske selskaber kvalificerer det til en plads som landets 13. største skatteyder.
Tolv pladser længere nede finder vi Jysk-familiens LLG, der i 2021 tegnede sig for en skattebillet på 346 mio. kr., og dermed ser det øverste af listen ud, præcis som den gjorde i 2020. På tredje- og fjerdepladsen er der imidlertid byttet om på Harald Nyborg og Bygma, efter Bygma Gruppens skatteindbetaling i 2021 voksede til 186 mio. kr., mens Harald Nyborgs landede på 161 mio. kr. Det indbringer Bygma Gruppen en plads som nummer 45 på den samlede liste over danske selskaber, mens Harald Nyborg indtager plads nummer 57.
Branchens femtestørste skatteyder er, som det også var tilfældet i 2020, Dan-Foam, der i 2021 bidrog til fælleskassen med 136 mio. kr., mens Ikea med en indbetaling på 99 mio. lige netop sikrer sig sjettepladsen foran Nobia Danmark, der bidrog med 98,6 mio. kr.
Selskab | Selsskabsskat 2021 | Skattepligtig indkomst |
---|---|---|
VKR Holding A/S | 679.283.438 | 3.129.642.918 |
LLG A/S | 346.002.228 | 1.573.588.539 |
Bygma Gruppen A/S | 185.921.362 | 845.097.160 |
Harald Nyborg A/S | 161.275.489 | 733.387.176 |
Dan-Foam ApS | 136.323.462 | 619.652.146 |
Ikea A/S | 99.039.468 | 450.179.443 |
Nobia Denmark A/S | 98.586.400 | 448.120.000 |