23948sdkhjf

Minister siger nej til vindmøller ved skovtårn

Projektet med opførelsen af tre kæmpevindmøller ved Sparresholm Gods i Næstved og under en kilometer fra turistattraktionen Skovtårnet er endelig lagt i graven.

Det er konklusionen, efter minister for landdistrikter, Louise Schack Elholm (V), har svaret på henvendelsen fra Næstved-borgmester Carsten Rasmussen (S), om at tage sagen op igen.

Det skriver SN.dk.

- Vi kunne ikke helt forstå, at man kunne genoptage en sag så hurtigt efter en afgørelse, men vi satsede på, at ministeriet kom med det samme svar som den oprindelige afgørelse. Vi er rigtig tilfredse med, at det er sket, og vi håber, at det så banker et endeligt søm i den kiste, siger Jesper Mathiesen, der er administrerende direktør i Camp Adventure, som ejer Skovtårnet til SN.dk.

Tidligere erhvervsminister, Simon Kollerup (S), havde ellers lagt projektet i graven, men kort efter henvendte Næstved Byråd sig til daværende indenrigs- og boligminister, Christian Rabjerg Madsen (S), for at få ham til at ophæve indsigelsen over for planerne om at opstille vindmøller på Sparresholm Gods.

Ejeren af godset genansøgte tilbage i oktober 2022 om tilladelse til at opstille tre 150 meter høje vindmøller på sin jord.

Den nytiltrådte minister Louise Schack Elholm har overtaget beslutningskompetencen, og hun vender altså tomlen nedad til projektet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109