23948sdkhjf

Montana og Brødrene Dahl udvider samarbejdet

De to virksomheder har haft succes med at udvikle badeværelsesmøbler, og i dette efterår er kollektionen udvidet med nye moduler og specialdesignede vaske.
Det skabte stor opmærksomhed da Brødrene Dahl og Montana i 2010 startede samarbejde og lancerede de farverige bade-værelsesmoduler. Græsgrønne, postkasserøde og dybt lilla møbler var nyt i det typisk kliniske rum, men ikke desto mindre er tiltaget blevet en succes.

Interessen for at bringe dansk design og kreative løsninger ind på badeværelset har været stor, og Montana har derfor udviklet en ny serie badeværelsesmoduler, der supplerer det eksisterende sortiment og giver nye muligheder.

- Danskerne har virkelig mod på farver. Vi oplever stor interesse for Montana Bathroom i vores Bad & Design butikker, og det er ikke kun de klassiske sorte og hvide moduler, folk køber. I takt med, at badeværelset har udviklet sig fra et funktionsrum til et livsstilsrum, ønsker flere og flere at skabe et personligt look og her har Montana nogle muligheder, man ikke finder andre steder, siger Anita Eckardt, marketingdirektør i Brødrene Dahl, som ejer de ni Bad & Design butikker, der har den eksklusive distribution af Montana Bathroom.

- Vi ønsker at udfordre den klassiske måde at indrette badeværelset på ved at tilbyde en unik farvepalet med mere end 40 farver, funktionelle detaljer og stor fleksibilitet. Det er spændende at være med til at sætte en ny dagsorden på badeværelset, tilføjer Joakim Lassen, Director, Design & Communication hos Montana.

Store ambitioner
Trods finanskrise og afmatning på boligmarkedet er markedet for baderumsindretning tilsyneladende i vækst, og det ønsker Montana og Brødrene Dahl at udnytte.

Ved sidste måneds lancering af de nye møbler udtrykte Joakim Lassen et håb om, at den udvidede Bathroom-kollektion også vil appellere til kontraktmarkedet. Han kunne endvidere oplyse, at man, når erfaringerne med den udvidede Bathroom-kollektion er indsamlet på det danske marked, vil introducere konceptet på udvalgte eksportmarkeder. Her er der dog endnu ikke taget stilling til salgskanalerne.

Montana Bathroom er et modulkoncept, der består af 19 grundmoduler, som kan kombineres og indrettes på et utal af måder. Det nye koncept giver mulighed for at indrette både små og store badeværelser, spa-rum og gæste-toiletter. Systemet kan tilpasses ethvert behov og den plads, der er til rådighed. Interessen for Montanas design er ifølge Bad og Design stor i alle aldersgrupper.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082