Dansk design er inspireret fra udlandet
Mange danskere har tilbøjelighed til at tro, at dansk design er noget helt særligt og unikt. Det er det faktisk ikke. En stor del af det klassiske design, som vi betragter som dansk, er inspireret fra udlandet. Sådan lyder én af konklusionerne i den nye bog ”Dansk Design” af Thomas Dickson.
- Det, der har overrasket mig mest, er, hvor meget dansk design har været i samspil med udlandet. Vi har en tilbøjelighed til at tro eller synes, at dansk design er noget enormt unikt og særpræget, men utrolig meget af det design, vi betragter som dansk, er inspireret et eller andet sted fra, siger Thomas Dickson til avisen.
Thomas Dickson forklarer overfor avisen, at danskerne meget gerne vil se sig selv som verdensmestre i design, men vi burde give udlandet en stor tak for inspirationen til alle de klassiske møbler, der i dag sælges verden over og som betegnes som ”dansk design”.
Thomas Dickson mener bl.a., at møbeldesigneren Kaare Klint lod sig inspirere en del fra udlandet ligesom, B&O også blev inspireret til deres typiske design af tyske Bauhaus.