23948sdkhjf

Gulvbranchen får ny nordisk gigant

Kährs og Karelia‐Upofloor går sammen og skaber en ny ledende aktør på markedet for træ- og plastgulve.
Svenske AB Gustaf Kähr og finske Karelia‐Upofloor Oy har offentliggjort, at man går sammen i bestræbelserne på at skabe Europas førende trægulvsproducent.

Med fusionen får det nye selskab en ledende position på markederne i Sverige, Norge, Finland og Rusland, og opnår endvidere markante andele på markeder som det britiske og det tyske. Den årlige omsætning ventes at ligge omkring 300 mio. EUR.

Christer Persson, adm. direktør hos Kährs, bliver direktør og koncernchef i det nye selskab. Han forklarer beslutningen med, at der er tale om to virksomheder, som kompletterer hinanden; både med hensyn til sortiment og geografi.

- På et marked, som netop nu præges af stor usikkerhed, er dette et tiltag, der flytter positioner. Sammen står Kährs og Karelia‐Upofloor bedre rustet til at møde de udfordringer, som markedet stiller i dag, siger direktør-kollega Peter Therman fra Karelia‐Upofloor.

Fusionen sikrer det nye selskab en stærk portefølje af varemærker som Kährs i Sverige samt Karelia og Upofloor i Finland og Rusland. Det betyder, at kunderne fremover vil blive tilbudt et bredere produktsortiment via et større antal salgskanaler. Med et udvidet forhandlernetværk vil det nye selskab desuden rykke tættere på kunderne i flere lande.

Kährs hovedaktionær, Triton Fund III, bliver den største ejer i den nye konstruktion. Karelia‐Upofloors nuværende ejer, Hartwall Capital, bliver den næststørste aktionær efterfulgt af selskabets ledelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063