Statsministeren fortsætter kamp mod karteller
Helle Thorning-Schmidt brugte tirsdagens pressemøde på at forsvare regeringens lovforslag, som skærper straffene ved karteldannelse.
Det fastslog statsministeren på sit ugentlige pressemøde tirsdag, som efter en kort introduktion blev helliget regeringens forslag om at skærpe straffene ved overtrædelse af Konkurrenceloven.
- Helt grundlæggende handler det her om, at det ikke skal kunne betale sig at overtræde de regler vi har for at sikre fri konkurrence. Det må simpelthen ikke kunne betale sig at indgå karteller. Når der indgås karteller, betaler forbrugerne i gennemsnit en overpris på mellem 10 og 50 procent. Det skal vi selvfølgelig have stoppet, og derfor fremlægger vi nu et forslag om at ændre Konkurrenceloven, så vi får meget mere håndfaste regler og værktøjer til at gå op mod kartellerne, fastslog Helle Thorning-Schmidt.
Nu strammes skruen
Ifølge statsministeren er netop den manglende konkurrenceevne en af de største svagheder i erhvervslivet herhjemme, og derfor truer regeringen nu med at finde pisken frem.
- For det første vil vi give mulighed for fængselsstraf i kartelsager. For det andet vil vi forhøje bøderne for at overtræde Konkurrenceloven. Vi strammer skruen. Straffen skal stå mål i forhold til den forbrydelse, det er at indgå karteller. At indgå i karteller går både ud over forbrugerne og andre virksomheder, pointerede Helle Thorning-Schmidt.
Ifølge statsministeren fremsættes lovforslaget for Folketinget ”meget snart” med ikrafttræden fra 1. marts 2013.