Højtuddannede danskere søger til udlandet
Hvert år tager ca. 3000 højtuddannede danskere til udlandet for at prøve lykken i blandt andet Sverige, England, USA og Tyskland. Fortsætter eller stiger trenden kan Danmark på sigt få problemer, hvis ikke der omvendt hentes lige så mange højtuddannede udlændinge til landet.
- Større udvandring af arbejdskraft behøver ikke at være et problem. Det er en del af spillet i en åben og international økonomi. Men det er et problem, hvis vi afleverer den højtuddannede arbejdskraft og får dårligere uddannet arbejdskraft igen, siger konsulent Stig Martin Nørgaard fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til avisen.
Ifølge avisen vender kun hver tredje udrejste dansker hjem efter 10 år i udlandet. Hvis Danmark ikke formår at hente kvalificeret arbejdskraft til Danmark, vil danske virksomheder mangle de dygtige hjerner, der kan forny virksomhederne og føre dem ud i verden.