Fritz Hansen: Mulighederne ligger i Fjernøsten
Med udsigt til yderligere et par år med lavvækst i Europa skal omsætningen hentes i andre dele af verden.
- Hvis Fritz Hansen skal kunne eksportere mere, skal vi have fokus på at erobre markedsandele på de fjernøstlige markeder, siger adm. direktør Jacob R. Holm til DI Business.
Han betegner den aktuelle situation på de vigtige europæiske markeder som kritisk. Blandt andet halter det alvorligt i Frankrig, Spanien og Italien, mens Norge skiller sig ud som et af få stabile markeder i vores del af verden lige nu. Udsigterne for 2013 tegner også lige nu ringere, end da vi gik ind i året.
- Jeg er lidt mere optimistisk med hensyn til 2014, men jeg vil se det, før jeg tror på det, siger Jacob R. Holm.
Fritz Hansen løftede i 2011 resultatet på bundlinjen fra 13,4 til 28,7 mio. kr. I indeværende regnskabsår forventer virksomheden at forbedre resultatet yderligere.
Vi deler skæbne med Europa
Ser man på Dansk Industris nye økonomiske prognose, er udsigterne heller ikke just lyse. Både 2. og 3. kvartal har udviklet sig så negativt, at væksten for hele 2012 i Danmark formentlig lander på den negative side af nul.
- Der er næppe udsigt til en tilfredsstillende dansk vækst, før den europæiske økonomi kommer mere op i fart. Det betyder, at vi skal et godt stykke ind i 2013, før der er udsigt til en bedring herhjemme, siger DI’s cheføkonom Klaus Rasmussen.
Eksporten fra Danmark tegner samlet til at kunne trække mere vækst med sig i de kommende par år, men ifølge Klaus Rasmussen skal man have øje for, at valutakursbevægelser i euro og danske kroner påvirker eksportindtægterne ekstraordinært positivt i øjeblikket.