12 meter højt vindue bygges i Vestjylland
23 kommende maskinsnedkere er netop optaget som det første hold på det nye JVK Academy. Sammen skal bygge ’verdens største vindue’.
- Vi har inddraget jobcenter, produktionsskoler og uddannelsesvejledere og haft en annonce i avisen. På den måde har vi fået skabt stor interesse for den nye uddannelse, siger Henriette Fyhn, tillidsrepræsentant hos JVK Vinduer, til Fagbladet 3F.
Undervisningen vil foregå på fabrikken i Føvling i en specielt indrettet undervisningsafdeling. Lærerne kommer fra Skive Tekniske Skole, der ligger 150 kilometer nord for virksomheden.
Bygger videre på succes
Ifølge Fagbladet 3F går samarbejdet mellem JVK og Skive Tekniske Skole tilbage til 2010, hvor vinduesfabrikken undgik en større fyringsrunde ved at uddanne 40 ufaglærte ansatte til produktionsassistenter.
Det er erfaringerne herfra, der nu er videreudviklet i regi af JVK Academy. Af de 23 elever, som starter til januar, er fem ansat på virksomheden. Resten kommer udefra.
Rekordforsøget
I bestræbelserne på at profilere den nye uddannelse har JVK besluttet, at de nye elever skal forsøge at bygge verdens største vindue.
Det skal efter planen bygges i målestoksforholdet 1:10, og det betyder, at vinduet bliver omkring 12 meter højt. Vinduet skal fremstilles håndværksmæssigt korrekt og i kernetræ – præcis som virksomhedens øvrige vinduer. Den endelige størrelse afhænger af muligheden for at fremstille en termorude i de overdimensionerede mål. En anden udfordring bliver at lave beslagene i den rigtige størrelse.
- Foran vinduet skal der være en kæmpe scene. Til sommer holder vi så en Open Windows koncert. Overskuddet fra koncerten skal gå til legater til økonomisk trængende elever, fortæller Henriette Fyhn om planerne med projektet.