Outline Vinduer og Bisgaard Industri indleder samarbejde
En ny samarbejdsaftale skal spare tid og gøre det nemmere for kunderne.
Helle F. Skærbech, adm. direktør hos Bisgaard Industri, ser store perspektiver i samarbejdet, der sigter mod at tilbyde håndværkeren en lettere tilgang til virksomhedernes produkter; vinduer fra Outline og præfabrikerede ClipOn-lysninger fra Bisgaard Industri:
- Uanset om man bestiller få eller flere lysninger er det en nem løsning med store fordele. Blandt andet kender man hos Outline altid notplaceringen i vinduet. Det eneste, man som kunde behøver at oplyse, er falsdybden. Montering tager kun ca. 15 minutter, og man slipper helt for alt besværet med indkøb af materiale, tilsavning, grunding og maling, forklarer Helle F. Skærbech om tankerne bag de to virksomheders nye samarbejde.
’Easy business’
Hos Outline Vinduer er man tilsvarende begejstret for den nye og mere kundevenlige løsning:
- Når samarbejdet med Bisgaard Industri er yderst interessant for Outlines professionelle kunder, så er det fordi, det er helt i tråd med vores easy business-princip. Det sparer simpelthen vores kunder for en masse tid. Både i forhold til bestilling og montering af lysningerne, da konceptet er så let at gå til. Nu kan kunden ganske enkelt bestille en færdig vinduesløsning inkl. lysninger på én gang, siger salgschef i Outline Vinduer, Claus Petersen Koch.