Bordpladefabrikken PFP A/S har fået nye ejere
Som afslutning på et turbulent år, er bordpladefabrikken PFP A/S blevet solgt. De to nye ejere er Mezzanin Kapital a/s med en aktie andel på 80 % og virksomhedens administrerende direktør Per Lykke Jensen med de resterende 20%.
PFP A/S ligger i Kjellerup i Midtjylland, og beskæftiger ca. 45 medarbejdere. Virksomheden er en af de mest erfarne bordpladevirksomheder i landet, og har således igennem flere generationer spillet en vigtig rolle, når danskerne skulle indrette deres køkkener.
I mange år beskæftigede virksomheden sig alene med produktion af laminatoverflader til såvel køkkenmarkedet som til andre brancher, og er derfor både i Danmark og flere steder i udlandet anerkendt som specialist på området. I de senere år har virksomheden udvidet produktpaletten til også at omfatte bordplader i massivtræ, granit, komposit-sten og Corian.
I maj måned 2006 tiltrådte Per Lykke Jensen, som midlertidig administrerende direktør for PFP A/S med henblik på at igangsætte en turnaround proces i virksomheden. Med indtrædelsen som aktionær i PFP A/S har han gjort sit engagement i virksomheden permanent. Per Lykke Jensen har erfaring med ledelse og udvikling af flere mellemstore danske erhvervsvirksomheder. Bag sig har han bl.a. fem år som administrerende direktør for bordpladeproducenten DFI A/S i perioden fra 1998-2003.
Mezzanin Kapital a/s er en af Danmarks mest aktive investorer. I de seneste 8 år har virksomheden investeret over 1 mia. kr. i mere end 140 mellemstore virksomheder med en samlet omsætning på over 14 mia. kr.
Ideen bag Mezzanin Kapital a/s er enkel. Det handler om at udvikle mellemstore danske virksomheder gennem tilførsel af risikovillig kapital, i form af lån eller egenkapital, og via en tæt sparring med virksomhederne. I forbindelse med overtagelsen af PFP A/S tiltræder adm. direktør for Mezzanin Kapital a/s, Steen Ulrik Madsen, som ny bestyrelsesformand.
- Jeg har set de forbedringer som på kort tid er opnået hos PFP A/S, og samtidig ser jeg fortsat et uudnyttet markedspotentiale og yderligere optimeringsmuligheder i virksomheden. Derfor tror jeg på at vi har gjort en god forretning ved at investere i PFP A/S, siger bestyrelsesformand Steen Ulrik Madsen.
Kilde: PFP A/S - www.pfp.dk