23948sdkhjf

Unimerco igangsætter ambitiøs vækstplan

Unimerco har igangsat en aggressiv globaliseringsstrategi, som skal forøge koncernens omsætning og indtjening væsentligt. Baseret alene på organisk vækst forventes planen ved udgangen af regnskabsåret 2009/10 at have forøget omsætningen til 1.150 mio. kr. og indtjeningen til 250 mio. kr.
Unimerco, der er en international producent og leverandør af skærende diamant- og hårdmetalværktøjer til en lang række producerende industrier, har igangsat en international vækststrategi.

Det er bestyrelsens overbevisning, at Unimercos forretningskoncept, ledelseskapacitet, kompetencer og produkt- og serviceprogrammer har en sådan styrke, at de muliggør en yderligere succesfuld internationalisering af Unimerco.

Væksten forventes primært at finde sted i Asien, Centraleuropa, USA og UK, men også i Norden forventes øget aktivitet. Globaliseringsstrategien indebærer tillige en forøgelse af medarbejderantallet fra de nuværende ca. 565 til ca. 820.

Forventer yderligere virksomhedsopkøb
I vækstplanen er ikke indregnet fremtidige virksomhedsopkøb, men det er overvejende sandsynligt, at koncernen i den kommende tid vil gennemføre værdiskabende akkvisitioner, som yderligere kan bidrage til væksten.

Virksomheden overvejer i øjeblikket fire virksomhedsopkøb, og har påbegyndt forhandlinger om enkelte af disse. Unimerco råder over et betydeligt finansielt beredskab, som muliggør en fortsættelse af koncernens akkvisitionsstrategi.

Overvejelser om den fremtidige ejerstruktur som led i et planlagt generationsskifte
I forbindelse med vækststrategiens implementering overvejer Unimerco-koncernen, om vækststrategien skal gennemføres i det nuværende ejerregi, eller om strategien i stedet skal realiseres enten i samarbejde med en større global industriel aktør eller med hjælp fra private equity.

I disse overvejelser indgår også betragtninger om rettidigheden af et kommende delvist generationsskifte, idet Unimercos koncerndirektør, Kenneth Iversen i dag er 58 år. Kenneth Iversen er Unimercos største aktionær med en ejerandel på 25 %.

Vækstplanen er sat i værk
I indeværende regnskabsår, der afsluttes den 30. september 2007 forventer Unimerco en omsætning på ca. 740 mio. kr., svarende til en omsætningsstigning på ca. 15 % i forhold til regnskabsåret 2005/06.

Væsentligste bidragsyder til denne omsætningsfremgang er en forventet stærk udvikling i salget til automobil- og flyindustrien, men der satses også betydeligt på virksomheder inden for metalindustrien generelt og væsentlige dele af træindustrien.

Også Unimercos andet betydelige aktivitetsområde, befæstelsesværktøjer til bygge- og møbelindustrien, der hidtil primært har været en dansk aktivitet, gennemgår i øjeblikket en tiltagende internationalisering på flere produktområder.

Det er Unimercos ambition inden for en kortere årrække at blive en af verdens betydelige globale aktører inden for rådgivning, distribution, produktion og service af værktøjer til spåntagende bearbejdning i industriel produktion.

Kilde: Unimerco - www.unimerco.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078