Udskældte lavprismøbler flytter ind på landets kaserner
De første millionordrer på kontormøbler er nu på vej til det dansk-svenske konsortium Jesper Office/Ergoteam, Kinnarps og EFG Partner.
Trods protester fra større møbelproducenter på det danske marked, er det lavprismøblerne, der i løbet af de næste to år flytter ind på landets kaserner.
- Vi har valgt Jesper Office/Ergoteam ud fra kriterier som pris, kvalitet, design og ikke mindst på grund af deres synlige interesse for projektet, samarbejdsvilje og store kompetencer inden for ergonomi, siger Kristoffer Kruuse fra Forsvarskommandoens Strategiske Driftsudviklingssekretariat til avisen.
Møblerne skal produceres på Jesper Office’s fabrik i Ulfborg i Vestjylland, mens Ergoteam og Jesper Office sammen skal servicere forsvaret med ergonomisk rådgivning og indretningsforslag.