23948sdkhjf

Byggevareeksporten er igen vigende

Efter en længere periode med stigende eksport knækkede kurven med et minus på 5,4 procent i 3. kvartal. Det viser en byggeeksportanalyse fra Dansk Byggeri.
Eksporten af byggevarer til Storbritannien ligger fortsat på et højt niveau, og i Norge ser det bedre ud end nogensinde. Problemet er det tyske marked, og de danske byggevareeksportører bør imidlertid kigge indad, for hverken ordrebeholdning eller omsætning fejler noget i dagens Tyskland. Det mener branchedirektør Per Thomas Dahl, Danske Byggematerialer:

- Vi klynger os lidt til de gode historier, men vi er nødt til at tage eksportudviklingen i Tyskland – som det største nærmarked – alvorlig. Det er især de sidste seks måneder, der har været dårligere end sædvanligt, og meget tyder på, at danske byggevareproducenter har tabt markedsandele i Tyskland, fortæller Per Thomas Dahl.

Glem ikke Sverige
Den gode historie i analysen er Norge, som i de sidste 12 måneder har øget importen af danske byggevarer med hele 26,2 procent. Det har løftet byggevareeksporten til næsten 3,8 mia. kr. i løbet af det seneste år.

- Danske virksomheder er ikke mættet af Norge. Vi oplever i øjeblikket, at mange virksomheder retter blikket mod Norge, hvor der er udsigt til fortsat vækst, siger Per Thomas Dahl.

Han råder samtidig virksomhederne til fortsat at have fokus på Sverige, som lige nu er på et lidt lavere niveau. Fremgang her har været på 4,9 procent igennem det seneste år, og det betyder, at det svenske marked importer danske byggevarer for næsten 5 mia. kr.

Storbritannien har udsigt til vækst – fra 2014
Ser man lidt længere frem, er der udsigt til fremgang for dansk byggevareeksport i Storbritannien, hvor Danmark generelt har bidt sig godt fast i de senere år. Analyser viser således, at der i Storbritannien er udsigt til en markant fremgang fra 2014 og fremefter.

Det kan ifølge Per Thomas Dahl være fornuftigt at tænke på, hvordan man kan gøre sine produkter attraktive på dette marked, så man i 2014 er klar, når opsvinget rammer.

- Skrækhistorierne samler vi ikke på. Men udviklingen i eksporten til Kina, og det alt for lave niveau på eksporten til USA er helt klart noget, vi bør se meget mere på. Og endelig kan vi jo sammenligne byggevareeksporten med den samlede eksport, hvor vi må erkende, at byggeriet fortsat halter bagud. Det er prisen for vareproduktion i en konjunkturfølsom branche, slutter Per Thomas Dahl.

Læs hele analysen fra Dansk Byggeri her (åbner som pdf)
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068