23948sdkhjf

Klumme: Årets fem grønne træ-tendenser

Hvad kendetegnede 2012, og hvad kommer 2013 til at byde på? Læs buddet fra FSC Danmark her.
Året går på held, og det er tid til status hos FSC Danmark, som varetager FSC-mærket i Danmark. Vi ser her tilbage og giver vores bud på årets fem største, grønne træ-tendenser. Samtidig ser vi frem mod, hvad vi forventer os på området for bæredygtigt træ i 2013.

2012 blev blandt andet året, hvor der kom konkret nyt om implementeringen af EU’s tømmerlov EUTR (EU Timber Regulation), og hvor indendørsmøblerne for alvor kom på den grønne dagsorden.

Vi oplevede også en stigning af nye certificeringer inden for bæredygtigt byggeri, og så blev året 2012 året, hvor det offentlige indkøb af træ og papir kom i søgelyset.

Årets fem største grønne træ-tendenser
1. Indendørsmøbler på miljødagsordenen
Et FSC-mærke på havemøblet er efterhånden noget, som de fleste danskere kender og kigger efter. Faktisk kender tre ud af fire danskere FSC-mærket fra havemøbler. I 2012 blev det tydeligt, at turen nu er kommet til indendørsmøblerne. Vi har i løbet af året set, hvordan producenter og leverandører arbejder med FSC-certificering af møbler til indendørs brug, og hvordan fokus i de daglige henvendelser i højere og højere grad handler om bæredygtighed på produkter inden for husets fire vægge. Vi har kun set toppen af isbjerget her.

2. Det offentligt indkøb af træ skuffer
En af de store, grønne træ-tendenser i 2012 er skuffende forventninger til det offentlige indkøb af bæredygtigt træ og papir. Der eksisterer en indkøbsvejledning, som alle offentlige indkøbere burde følge. Vejledningen anbefaler bæredygtigt træ i alle relevante udbud, og selvom vi i år oplever, at kendskabet til indkøbsvejledningen stiger, og at kommunerne i højere grad indskriver fx FSC i deres udbud, så oplever certificerede virksomheder desværre stadig at blive forbigået på grund af andre parametre som fx pris.

Skuffelsen over det manglende ambitioner i det offentlige indkøb af træ og papir har resulteret i kritiske artikler i medierne, breve til Miljøministeren og samlede henvendelser fra industrien såvel som miljøorganisationer. Hos FSC Danmark har vi inviteret Ministeren til et møde om emnet og har fortsat dialog med Miljøministeriet, som også ønsker at øge ansvarligheden i det offentlige indkøb.

3. Trælasthandlerne ser grønt
En af årets store tendenser er opblomstringen af udbuddet af bæredygtigt træ hos landets trælasthandlere. Her er det ikke længere kun de færdigproducerede produkter som havemøbler og gulve, der kan købes med et FSC-mærke, men også trælastprodukter i al almindelighed. Vi kan også se, at man i højere grad lægger vægt på miljø og ansvarlighed omkring træ hos trælasthandlerne. Dermed er den tendens, som vi har set i fx USA og England, med grønne ”DIYs” (gør-det-selv--forretninger) også nået Danmark. Det er en tendens, vi forventer os meget mere af i 2013.

4. Nye certificeringer til byggeri
Byggeriet boomer i øjeblikket med certificeringer til produkter og projekter. I 2012 blev Green Building Council Denmark stiftet og lancerede samtidig DGNB; en certificering til byggeri, som fokuserer på mange forskellige aspekter af et byggeri. Certificeringen handler blandt andet om materialer og produktion, og der gives fx point for brug af FSC-certificeret træ.

Fælles for de nye byggericertificeringsordninger er, at man ofte kan bruge eksisterende certificeringer, som fx FSC, til dokumentation. Vi kan mærke, at de nye ordninger øger incitamentet hos producenter og leverandører til at blive certificeret og dermed ikke skulle løfte dokumentationsbyrden selv.

5. Træ fra tempererede skove skal være bæredygtigt
Igennem en årrække har bæredygtighed på træ været tæt forbundet med produkter af regnskovstræ og med ønsket om bevarelse af klodens regnskovsområder. Det engagement ser vi nu blomstre på vores nordlige breddegrader. Der er kommet væsentligt fokus på FSC-træ fra tempererede regioner, og vi oplever nu, at efterspørgslen stiger på FSC-mærket ikke-tropiske træ.

Vi tror, at det skyldes miljøorganisationernes held med at kommunikere om ansvarligt skovbrug i alle typer af skov, med fokus på fx grundvand, fugleliv og arbejderrettigheder. Men det hænger også sammen med, at virksomheder selv gerne vil have dokumentation for, at de træprodukter, de producerer eller sælger, reelt er bæredygtige. Og det kan FSC gøre for dem. Tendensen kan nok også føres sammen med flere institutioner og virksomheders 100-%-FSC-politikker, som er med til at udvide markedet for FSC-træ fra alle typer af skov.

Bæredygtigt træ anno 2013
Året 2013 starter med, at EU's tømmerlov EUTR træder i kraft (3. marts 2013). Loven betyder, at virksomheder, der importerer træ- og papirprodukter til EU-markederne, og virksomheder i EU, der producerer til EU-markederne, skal kunne dokumentere, at træet er lovligt fældet. Det kommer til at påvirke træsektoren, og vi kan allerede nu se, at mange i den forbindelse vælger at blive bæredygtighedscertificeret for at kunne løfte dokumentationsbyrden. Vi forventer derfor, at et ekstra stort antal FSC-certificerede virksomheder kommer til i 2013.

Vi forventer også, at markedet for certificerede pladematerialer vil vokse markant i 2013. Vi oplever en stor interesse fra producenter af pladebaserede møbler og køkkenelementer. Det er en global tendens, som vil få markedet for bæredygtige plade- og fibermaterialer til at vokse.

Alt i alt peger de tendenser, som vi så i 2012, hen imod et år 2013 med flere helhedsbaserede tilgange til miljø og bæredygtighed. Vi vil se flere virksomheder, som satser 100 % på bæredygtigt træ til både indendørs- og udendørsprodukter, og vi vil se, at man vil kræve dokumenteret bæredygtighed på træ fra alle typer af skove.

Vi i FSC Danmark ønsker alle i træbranchen en glædelig jul og et grønt nytår.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063