23948sdkhjf

Staten svigter køb af bæredygtigt træ

En alliance mellem WWF Verdensnaturfonden, Verdens Skove, Duba-B8 og DLH kritiserer miljøminister Ida Auken for både dobbeltmoral og forkerte påstande.
Det stemmer ikke overens med sandheden, når miljøminister Ida Auken (SF) siger, at den frivillige vejledning til det offentlige om indkøb af lovligt og bæredygtigt træ både virker og ”bliver brugt rigtig meget.”

Sådan lyder kritikken fra en nydannet alliance mellem WWF Verdensnaturfonden, Verdens Skove, Duba-B8 og DLH, ifølge Politiken.

- Vejledningen er meget dårligt kendt blandt de offentlige indkøbere og bliver sjældent fulgt. Virkeligheden er, at det offentlige fortsat fokuserer på pris frem for bæredygtighed, lyder det fra alliancen med henvisning til en undersøgelse fra FSC Danmark, der viser, at mere end 80 procent af virksomhederne i træindustrien har haft efterspørgsel på bæredygtigt træ fra private, mens mindre end halvdelen har haft en lignende efterspørgsel fra det offentlige.

Krav koster flere penge
Alliancen efterlyser derfor bindende krav til de offentlige indkøbere med en henvisning til, at langt størstedelen af virksomhederne i dag vil kunne levere de efterspurgte mængder bæredygtigt træ og at cirka halvdelen vil kunne gøre det for en merpris på højst 5 procent.

Ida Auken afviser over for Politiken, at den frivillige ordning er både ukendt og ubrugt.

- Det er jo ord mod ord, om vejledningen virker eller ej. Miljøstyrelsen siger til mig, at den virker, og at der købes meget papir og møbler og andet bæredygtigt ud fra vejledningen, siger ministeren, der samtidig erkender, at en merpris på 5 procent ikke er alverden.

- Jo, men derfor ville det også være allerbedst, hvis vi via den frivillige vejledning kan få indkøbere til at vælge bæredygtigt, når merprisen er så lille. Så snart vi stiller bindende krav, skal vi binde penge i halen på det, og vi må jo prioritere i disse tider, lyder det fra Ida Auken.
Kommenter artiklen (7)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063