Jysk-chefer passer butikken
Der er nye ansigter i den lokale Jysk-butik i Nykøbing Mors. De faste medarbejdere har nemlig fået et par fridage, og mens de er væk, er det cheferne, der betjener kunderne.
- Det bedste ved at have vundet konkurrencen er sammenholdet i butikken, og at vi får mulighed for at komme af sted sammen. Der er også en stor stolthed forbundet med at vinde konkurrencen. Vi har vist hele Danmark, hvad vi kan her i Nykøbing Mors, siger butikschef Lilly Josefsen.
Præmien er to velfortjente fridage til et socialt arrangement, hvor det eneste formål er at være sammen, slappe af og nyde sejren. Alt sammen på Jysks regning. Medarbejderne fra Nykøbing Mors-butikken har valgt at tage til Bella Sky Comwell Hotel i København, og mens medarbejderne hygger sig, går cheferne til hånde i butikken. Lilly Josefsen erkender, at det som konkurrencemenneske kan være lidt svært at slippe tøjlerne og overlade butikken til andre.
- Allerhelst ville jeg have haft en computer med til København, så vi derfra kunne overvåge salgstallene i butikken, men det går jo nok ikke, griner hun.
Fingrene i mulden
For ledelsen er det en god mulighed for at komme ud at prøve tingene af i praksis og mærke på egen krop, om koncepterne fungerer, forklarer Country Manager for Jysk Danmark, Bo Andersen. Når ledelsen overtager butikken, sker det ikke uden en god portion sjov og ballade og selvfølgelig også en ny konkurrence.
- Jeg giver kage til alle de butikker, der får bedre salgstal end ledelsen i de to dage, hvor vi overtager butikken i Nykøbing Mors, siger Bo Andersen.