KD Gruppen runder milepæl
Herning-virksomheden, der bl.a. står bag tre afdelinger i Red Office-kæden, har haft et flot 2012. Omsætningen nåede over 100 mio. kr. for første gang nogensinde.
2012-regnskabet er endnu ikke offentliggjort, men administrerende direktør Max Dalsgaard fortæller til magasinet Vækstjylland, at KD Gruppen for første gang nogensinde runder et trecifret millionbeløb i omsætning. Sammenlignet med 2011 er det en vækst på 5-7 procent.
- Vi er bredt funderet med to forretningsområder, Redoffice og KD Emballage, og mere end 4000 købende kunder i alt. Vi har kigget dette grundlag grundigt igennem og har fokuseret vores salgsindsatser på de produktområder og kundesegmenter, hvor vi kan se et vækstpotentiale, forklarer han om baggrunden for virksomhedens fremgang.
Dertil kommer et helt nyt ERP, nye websites og webshop, intranet og logistikforbedringer samt ansættelse af 3-4 nye dygtige medarbejdere til at hæve niveauet i ledelsen og den økonomiske styring.