Fem bud på et integrationsmøbel
2007-udgaven af Copenhagen International Furniture Fair, som kører 10.-13. maj 2007, bliver endnu engang omdrejningspunktet for en ny designbegivenhed. Sidste år blev fem udvalgte designere inviteret til at give deres bud på ”Det stimulerende børnemøbel” – denne gang har fem andre designere fået til opgave at få et møbel til at udstråle integration.
Om disse ord kan kædes sammen med et møbel, det er spørgsmålet – ikke desto mindre er det den opgave, som fem designere med dansk og anden etnisk baggrund har fået til stillet i forbindelse med Copenhagen International Furniture Fair, der afholdes i Bella Center i dagene 10.-13. maj 2007.
- ”Integrationsmøblet” er ikke en konkurrence men en bunden opgave til deltagerne. Opgaven går ud på at udvikle et møbel, hvor både det multikulturelle og integration mødes som et udtryk indenfor de formgivne møbler. Det bliver utroligt spændende at se, hvad designerne kommer frem med, siger direktør Keld Korsager fra Foreningen Dansk Møbelindustri, der sammen med Bella Center står bag designbegivenheden.
Alle deltagere modtager et honorar for deres medvirken, og deres navne vil først blive offentliggjort, når resultaterne vises offentligt under Copenhagen International Furniture Fair 2007. De fem forslag vil blive præsenteret som prototyper på møbelmessen, hvor en særlig jury vil bedømme forslagene og derefter udpege et vindermøbel.
Vindermøblet vil naturligvis få særlig opmærksomhed og hæder på messen, men modtager ikke nogen præmiesum eller lignende i øvrigt.
Kilde: Foreningen Dansk Møbelindustri - www.danishfurniture.dk