23948sdkhjf

Jysk satser på ungdommen

En netop søsat kampagne skal skaffe 120 ambitiøse elever til kædens danske butikker.
Antallet af ansøgninger til elevpladser i Jysks 95 danske butikker er firdoblet de seneste fire år. I 2008 modtog kæden godt 500 ansøgninger, og sidste år var tallet vokset til 2.200.

Med en ny elevkampagne håber Jysk at øge antallet af ansøgninger yderligere. Målet med kampagnen, der blandt andet inddrager Facebook, er 3.000 ansøgninger til de 120 elevpladser.

- Butikseleverne er hjørnestenen i udviklingen af Jysk, fordi eleverne er de talenter, som skal drive virksomheden i fremtiden. Vi går efter at tiltrække landets bedste butikselever, og jo større ansøgerfeltet er, jo flere talenter er der i puljen, siger uddannelsesleder hos Jysk, Jørgen Olsen.

GUIDE: Få de bedste elever
Uddannelsesleder Jørgen Olsens 5 råd:

1. Tag eleverne lige så alvorligt som
fastansatte medarbejdere og chefer.

2. Vær ærlig om at det også er
hårdt arbejde at være butikselev.

3. Skab rammerne for fællesskab
og netværk mellem eleverne på
tværs af butikker.

4. Se eleverne som hele
mennesker.

5. Sørg for fuld opbakning fra
ledelsen til satsning på elever.
Han har selv et bud på årsagen til, at så mange søger elevplads hos Jysk:

- Vi har et rigtigt godt omdømme, hvilket nok skyldes, at vi tager eleverne lige så alvorligt som vores øvrige medarbejdere. Elever er for eksempel en del af bonusordningen fra første dag. Vi lægger ikke skjul på, at det er hårdt arbejde at være elev, men til gengæld lærer man en masse og lægger grunden til en spændende karriere, siger Jørgen Olsen.

Udover aktiviteter på Facebook omfatter kampagnen blandt andet besøg på landets erhvervsskoler og en elevavis.

Undervisning ved golfcenter
I løbet af uddannelsens to år veksles der mellem butikspraktik og 10 ugers skoleophold på uddannelsesstedet Jysk Academy, der ligger i naturskønne omgivelser på Lars Larsens Himmerland Golf & Spa Resort sydvest for Aalborg.

- Vi har valgt at samle al undervisning på vores akademi, fordi det ryster eleverne sammen på tværs af butikkerne. Når undervisningen finder sted midt i smuk natur uden for de store byer, er der heller ikke en masse andre tilbud, der trækker, forklarer Jørgen Olsen.

Jysk har i 28 år selv udlært sine elever, som får en uddannelse med mange muligheder og få begrænsninger.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064